Elselskabet Modstrøm har accepteret at betale en bøde på 400.000 kroner for at have overtrådt forbuddet mod uanmodet telefonsalg og vildledende markedsføring. Det skriver Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside.
Forbrugerombudsmanden har to gange politianmeldt elselskabet. Første politianmeldelse var i efteråret 2022, og den anden var i 2025. Det er 27 forbrugere, der oplyser, at de har modtaget en uanmodet telefonisk henvendelse fra Modstrøm.
Derudover har otte forbrugere bekræftet, at de har oplevet at blive vildledt af sælgere af Modstrøm. Sælgerne har ifølge Forbrugerombudsmanden givet indtryk af, at de ringede fra kundernes nuværende elselskab.
Elselskaber må gerne ringe til kunder med henblik på telefonsalg, men kun hvis der er givet samtykke.
- Vi ser meget alvorligt på sagen, herunder ikke mindst det forhold, at selskabet tidligere har overtrådt forbuddet mod uanmodet telefonsalg og forbuddet mod vildledende markedsføring, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen til hjemmesiden.
I 2021 accepterede Modstrøm at betale en tilsvarende bøde - da lød den på 675.000 kroner.