26-årige Karla Pitt Winther kan selv remse flere dårlige oplevelser op, når det kommer til den klassiske garderobebillet, som er så nem at miste.
Hun er før løbet hjem fra en natklub en kold aften, fordi hun mistede sit nummer til garderoben og ikke kunne få sin jakke med sig.
Hun har taget billeder af billetten for at helgardere sig, hvis nu hun skulle miste den fysiske billet.
Og hun har igen og igen været vidne til de kaotiske tilstande, der kan opstå i de travle timer i garderobekøen, når alle gerne vil hjem på samme tid.
Alligevel var det en kollegas ord, der skulle blive startskuddet til, at hun satte sig for at undersøge, om ikke man kunne tænke sig frem til en løsning, der skal afhjælpe problemerne i garderobekøen.
- En kollega kom ind på kontoret en dag og bare råbte op af frustration over, at han havde mistet sin yndlingsjakke, som var rigtig luksuriøs, i garderoben, siger Karla Pitt Winther, der er CEO og stifter af virksomheden KeyPitt.
For der gik det op for hende, hvor ofte hun hører om irritationer, problemer og lange ventetider i garderobekøen, som vi kender den.
- Da han sagde det, tænkte jeg: Gud, hvordan kan det egentlig være, at vi stadig har papirbilletterne. Det er det eneste papir, vi har at gøre med på daglig basis udover kvitteringer.
Problemer i garderoben
Året var dengang 2023. Og nu - tre år senere - er hendes bud på en løsning for alvor klar til at se dagens lys.
Det sker torsdag på natklubben Søpavillionen i København, som er en af de første større venues, der har taget den løsning, hun har udviklet - KeyPitt - til sig.
Dermed vinker Søpavillionen farvel til den fysiske garderobebillet, som på hver åbningsdag skaber problemer.
- Historisk set er garderoben bare et sted, hvor vi oplever mange udfordringer, siger Alexander Tribler, general manager på Søpavillionen.
- Jeg tror, at mange vil kunne genkende den meget ærgerlige følelse af at stå klokken fire i en brandert, og ens husnøgler ligger i jakken, man ikke kan få udleveret, siger han.
Alexander Tribler og Søpavillionen har med den klassiske garderobebillet meget ofte oplevet, hvordan de ender i situationer, hvor de ikke kan udlevere ejendele til gæsten, fordi de har mistet deres garderobenummer.
- Vi har brug for et synligt bevis på, at folk ejer genstandene. Så ved at gå over til et mere digitalt system, så håber vi, at vi kan være med til at hjælpe gæsterne med at få deres ting med hjem, siger Alexander Tripler.
Med KeyPitt-løsningen kan personalet nemt sende en SMS-reminder til gæsten, hvis vedkommende har glemt at få sine ejendele med hjem - for det digitale KeyPass, man opretter gennem KeyPitt, er koblet op på ens telefonnummer.
Hidtil har netop mistede garderobebilletter givet anledning til mange frustrerede gæster. Det er ifølge Alexander Tripler noget, der foregår hver eneste aften.
- Den del fylder mere, end den skal. Det sker ofte, at det bliver til en diskussion omkring, at det kan være svært for os at give numre. Det kan være svært at forstå på en gæst, der står klokken fire og har et brændende ønske om at komme hjem, siger han.
En forglemmelig oplevelse
Karla Pitt Winther fortæller, at en drivende kraft for hende netop har været, at den slags frustrationer og konflikter skal ud af nattelivet.
Hendes mantra er, at garderoben skal være en forglemmelig oplevelse.
Hidtil er hendes oplevelse, at køen til garderoben alt for ofte bliver et samtaleemne, der fylder mere, end hvor god byturen eller koncerten havde været.
Tidligt satte Karla Pitt Winther sig derfor for at undersøge, hvordan garderoben kunne blive netop et forglemmeligt øjeblik.
Hun har observeret i timevis. Testet den digitale løsning ad mange omgange. Hun har hentet erfaringer fra både gæster og medarbejdere, så løsningen kunne fungere på begge sider af garderoben.
Og hun har arbejdet sammen med store aktører inden for eventbranchen og nattelivet, hvor KeyPitt-løsningen har været benyttet ad flere omgange. Ifølge Karla Pitt Winther er der brugt mere end 300 timer på test og udvikling.
For løsningen skal også fungere i praksis og ikke kun som en idé til en forretning.
Her viste det ikke bare, at frustrationen over tabte billetter forsvandt.
Garderoben blev også mere effektiv, og køerne svandt hurtigere, fortæller hun.
Hvad med morfar på 80?
Nu forsvinder den meget konkrete fysiske løsning og bliver til en digital løsning.
Er der ikke også en risiko for, at der er nogen, man taber på gulvet?
- Jeg har virkelig for øje, at jeg ikke vil ekskludere nogen - uagtet om det er den gamle morfar på 80 eller en ikke så digitalt kyndig. Det er derfor, vi har udviklet en meget simpel SMS-løsning, hvor man bare siger sit telefonnummer og får en meget simpel SMS med en afhentningskode, siger Karla Pitt Winther.
Og der er vel også en form for nostalgi i den gamle papirbillet, skal alting blive til en digital løsning?
- Det vil jeg ikke nødvendigvis mene, at det skal. Og det er jo også sådan, det skal jo kun digitaliseres, hvis man også mener, at det kan skabe en bedre oplevelse i det hele billede.
Og her mener Klara Pitt Winther, at der netop er en bedre oplevelse i at skabe en digital løsning.
- Jeg kan godt forstå, at der er nostalgi i papir, men gennem vores interviews kan vi se, at det ikke er en særlig stor glæde at have de papirbilletter. Målet er at fjerne en bekymring for at miste sine ejendele, som fylder hos mange gæster, siger hun.