En stor og omdiskuteret havfrue må ikke længere stå ved Dragør Fort, ligesom Dragør Kommune heller ikke vil have hende.
Med andre ord er den fire meter høje og 14 tons tunge statue pt hjemløs.
Og det skyldes særligt dens storbarmede udtryk, som adskillige steder har mødt kritik.
Men det er en kritik, som ejeren og ophavsmanden bag ikke forstår.
- En havfrue er jo et pattedyr. Både delfiner, sæler og søløver er alle sammen buttede for at kunne holde på varmen, siger Peter Bech til TV 2 Kosmopol.
- Derfor har jeg lavet havfruen på en naturlig måde, nemlig buttet, siger han.
SF'er takker nej
I vestjyske Lemvig er man meget interesseret i den barmfagre frue. Erhvervsfolk har tilbudt at købe skulpturen for et indtil videre hemmeligt beløb.
Og Lemvig Kommune har netop foreslået fem specifikke steder, hvor statuen kan stå, blandt andet midt i byen.
- Det vigtige for mig er, at den kommer hen et sted, hvor den er ønsket. Hvor man interesserer sig for den. Hvor der er en positiv stemning blandt de folk, der skal gå og se på den, siger kunstneren Peter Bech.
Men udsigten til at få den mest omtalte statue i nyere tid til Lemvig vækker dog ikke jubel alle steder i det vestjyske.
SF’eren Trine Rønn ser faktisk hellere havfruen på havets bund.
- Den her skulptur er med til at reproducere et kvindesyn, som vi ikke synes, vi kan stå på mål for i Lemvig, siger Trine Rønn, som er medlem af teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune.
På vej mod sidste rejse
Den fire meter høje havfrue blev i sin tid skabt til at stå og trone på Langelinie, hvor Peter Bech dengang havde en restaurant.
- Det var fordi turister og gæster på Langelinie syntes, at den lille havfrue var for lille og for bly. Så tænkte jeg, at det måtte der gøres noget ved.
Som sagt så gjort. Peter Bech fik skabt den store havfrue, som stod 12 år i København og knap otte år i Dragør.
Men nu drager havfruen formentlig ud på sin sidste rejse.
- Hvis den først kommer til Lemvig, og de opdager, hvor stor tiltrækningskraft den har, så er jeg sikker på, at de vil gøre alt for at beholde den.
- Og den er jo heldigvis lavet i granit, så den holder mange generationer fra nu af, siger Peter Bech.
Lemvig kommune indleder en høringsperiode angående den barmfagre havfrue, der løber frem til den 24. februar.