Mandag satte elforbruget hos de østdanske privatkunder rekord.
Aldrig før har netselskaberne Cerius-Radius transporteret så mange kilowatttimer ud til denne kundegruppe på én dag.
Det oplyser Cerius-Radius i en pressemeddelelse.
Mandag registrerede de det højeste forbrug nogensinde hos deres 1,5 millioner privatkunder.
Sammenlagt blev der brugt 27,3 millioner kilowatttimer, og det er 200.000 kWh mere end den hidtidige dagsrekord fra den 7. januar 2024.
Radius’ og Cerius’ data går tilbage til 2019, hvor netselskaberne var færdige med udrulningen af de fjernaflæste målere i begge forsyningsområder.