Lugten af brand hang stadig over Istedgade torsdag aften kort før midnat, da en chokeret Yasar Koyuncu, ejer af kiosken 1001 Nat, mødte TV 2 Kosmopols reporter ved bagdøren til sin eksplosionshærgede forretning.
– Jeg hører en eksplosion, som kommer udefra, og så tager ilden fat.
Flammerne stod op og dannede en voldsom brand, fortæller Yasar Koyuncu, der befandt sig i kiosken under eksplosionen.
Foruden ejeren, befandt der sig yderligere to personer i kiosken, som også blev bange.
– Jeg har aldrig hørt sådan et brag. Det var en eksplosion. Kiosken ser forfærdelig ud nu, forklarer Yasar Koyuncu
Ingen af personerne, som befandt sig i kiosken, kom til skade. Alligevel sidder den voldsomme hændelse i kroppen på den mangeårige ejer.
– Jeg har det ad helvede til. Jeg har det bare frygteligt.
Har ikke fjender
I forbindelse med kriminelle grupperingers bekrigelse af hinanden, har hovedstaden flere gange set angreb mod kiosker og andre butikker.
Yasar Koyuncu kan dog ikke forstå, hvis hans forretning, er blevet angrebet i en sådan sammenhæng.
– Jeg har ikke nogen fjender. Jeg har haft kiosken i mange år, fortæller Yasar Koyuncu.
Netop derfor tror han ikke at nogen ville skade ham eller hans kiosk.
Leder efter maskeret mand
Københavns Politi forklarede sent torsdag, at vidner til eksplosionen har observeret en maskeret ung mand i mørkt tøj løbe fra stedet på Istedgade via Saxogade og Litauens Plads.
Politiet leder efter personen.
Ejeren har dog ikke selv set manden, som kan stå bag eksplosionen.
– Jeg har ikke set nogen løbe herfra. Jeg var inde i kiosken.
Ude på gaden undersøgte de mange politifolk hver en kvadratmeter af gaden. Der blev sendt en drone i luften mens betjente med hunde undersøgte området. Tre betjente i blå DNA-dragter tjekkede en beskadiget bil ud for kiosken. (Artiklen fortsætter efter videoen)
Overvågningsbilleder fra kiosken kan ikke nødvendigvis hjælpe politiet
Andre politifolk havde netop forladt bagdøren i kiosken med forretningens overvågningsvideo, mens vi stod med Yasar Koyuncu.
Overvågningsmaterialet vil dog ifølge ejeren ikke hjælpe politiet særlig meget.
– Kameraerne filmer ikke udefra, kun indvendigt i butikken. Men det , der skete, var udvendigt, så man kan ikke se noget, forklarer Yasar Koyuncu.
Vil genopbygge kiosken
Den voldsomme oplevelse har dog ikke taget modet fra Yasar Koyuncu. Han vil fortsætte arbejdet med at drive kiosk på Istedgade.
- Det er mit levebrød, det er det, jeg har. Jeg har haft kiosken i så mange år. Nu skal jeg rydde op. Og så skal den sættes i stand.
Men torsdag aften var Yasar Koyuncu sendt ud af sin kiosk af politiet massive efterforskningshold. De tillod heller ikke TV 2 Kosmopol at gå indenfor.