Det er den største sag om telefonsvindel i Danmark nogensinde.
En af de sigtede, en 27-årig dansk-tyrker, gemmer sig ifølge dansk politi i udlandet.
Men det er nu lykkedes TV 2 at finde frem til ham på en strandbar i Thailand, og på skjulte optagelser indrømmer han at være lederen af et kriminelt netværk, der har begået millionsvindel mod danske ofre.
- Nu er du ikke politibetjent, vel? Vi arbejder lidt i svindelbranchen, siger han til TV 2's undercover journalist i dokumentaren 'Den falske politikommissær'.
Det viser sig kun at være starten. Bagefter fortæller han den ene afslørende detalje efter den anden. Om telefonsvindel, om sine medskyldige og om sin rolle som lederen af et stort netværk, der har franarret danskere et millionbeløb.
Det afgørende øjeblik på de skjulte optagelser er, da dansk-tyrkeren nævner det alias, som TV 2 i månedsvis har interesseret sig for.
- De tror, jeg hedder Aksel Ravn, siger han.
Det er kulminationen på en længere jagt på telefonsvindlernes bagmand.
Dansk-tyrkeren er efter optagelserne i Thailand blevet sigtet for bedrageri for 25,1 millioner kroner, samt forsøg på bedrageri for yderligere 42,6 millioner kroner.
Han er beskyttet af et navneforbud, og derfor bringer TV 2 ikke hans navn og billeder af hans ansigt.
Hackede filer gav spor
Netop navnet "Aksel Ravn" optræder igen og igen på lydfiler af svindelopkald, som TV 2 har modtaget på en harddisk.
Det er lykkedes hackere at få adgang til telefonsvindlernes computere, servere og telefoner og dermed optage, hvordan bedrageriet foregår.
For at få svindlen og de kriminelle frem i lyset delte hackerne materialet med det digitale efterretningsfirma Truesec, som har givet TV 2 og mediet Tjekdet adgang til materialet.
Det er blandt andet lydfiler af svindlernes opkald til ofrene.
På en af lydfilerne ringer den falske politikommissær "Aksel Ravn" til ofret Palle Dyreborg. Et opkald, der ender med, at "Aksel Ravn" manipulerer ham til at udlevere sine to kreditkort.
En anden falsk betjent møder så op på Palle Dyreborgs adresse og afhenter kreditkortene i en kuvert med PIN-koderne påskrevet.
Efterfølgende hævede gerningsmændene cirka 88.000 kroner fra hans konti. Palle Dyreborg medvirkede i et indslag på TV 2 i januar, hvor lydfilen med "Aksel Ravns" stemme også indgik.
For TV 2 var det dengang uvist, hvem der gemte sig bag aliasset "Aksel Ravn".
Det var inden, stemmen afslørede sig selv på en bar i Thailand.
I politiets søgelys
TV 2 kan på baggrund af de hackede filer dokumentere, at "Aksel Ravns" netværk har svindlet for et millionbeløb.
På bare en måned – maj 2024 – lykkedes det dem at svindle 23 ofre, hvoraf nogle af dem ses på billederne herunder, for over en million kroner. Ifølge politiet er det dog kun en lille flig af det samlede omfang.
Navnet "Aksel Ravn" er nemlig også kendt af Københavns Politi. Aliasset er en del af den største sag om telefonsvindel i Danmark hidtil, oplyser de.
De har efterforsket sagen i over et år.
- Det har vi gjort på baggrund af et stigende antal anmeldelser med folk, der er blevet ringet op og svindlet, og hvor vi formoder, der er tale om det samme netværk, siger efterforsker ved Københavns Politi, Nicolai Schou.
Københavns Politi har allerede fået varetægtsfængslet flere personer med forbindelse til sagen, og efter en anholdelsesaktion i marts gik et navn igen i politiets sigtelser mod de anholdte.
Det var et navn på en 27-årig dansk-tyrker.
Det skulle vise sig at være interessant i jagten på bagmanden.
Instagram førte til Thailand
Dansk-tyrkeren er tidligere dømt for blandt andet røveri, grov vold, narko og vidnetrusler og nu altså mistænkt for telefonsvindel.
Da hans Instagram-profil afslørede et liv med dyre biler, fester og mistænkeligt mange kontanter, vakte det TV 2s nysgerrighed.
Der var opslag fra Bali, Dubai, Tyrkiet og ikke mindst Thailand.
Og efter at være fulgt i hans digitale fodspor lykkedes det at finde den mand, som TV 2 havde jagtet i månedsvis.
Sammen med en gruppe af andre danskere festede han på en strandbar på den thailandske ferieø Phuket.
Der opsøgte TV 2-journalist Christine Brink ham med skjult kamera og mikrofon for at få ham til at fortælle om sin rolle i netværket. Hun lod som om, at hun intet vidste om telefonsvindel, og de faldt hurtigt i snak.
- Nu er du ikke politibetjent, vel? Vi arbejder lidt i svindelbranchen, sagde han efter lidt smalltalk..
Nåh?
- Vi har et helt hold her, og alle sammen er fra Danmark af.
Altså, svindel hvordan?
- Svindel og overførsler, cash-in på kontoer.
Altså, alt det der man hører om i nyhederne med sådan noget telefonhalløj?
- Ja, ja.
I baren fortalte han også, at han står bag netværket. Han beskrev sig selv som "lederen" og forklarede, hvordan han har et sindrigt system af callere, chauffører i Danmark og folk, der kan skaffe personfølsomme oplysninger på danske ofre.
Han afslørede også, at han har kigget med på TV 2s dækning.
- Lad mig sige det sådan, jeg har lige været i TV 2.
Nej? Vildt!
- De ved ikke, hvem jeg er.
Altså, hvor du siger noget eller hvad?
- Min stemme er der. De ved ikke, hvem det er. De tror, jeg hedder Aksel Ravn, lød det fra ham.
Kender intet til Aksel Ravn
Efterfølgende har TV 2 været i telefonisk kontakt med dansk-tyrkeren. Han bekræfter, at det er ham på de skjulte optagelser.
Han fortæller, at han ikke mente, hvad han sagde. Han "tog pis på" undercover-journalisten fra TV 2.
På de skjulte optagelser virker du til at have et meget godt kendskab til, hvordan telefonsvindel og spoofing (svindelmetode over telefonen, red.) fungerer?
- Jeg har ikke særlig meget med sådan nogle ting at gøre.
Hvad betyder særligt meget?
- Jeg har ikke noget med sådan noget her at gøre. Jeg har slet ikke sådan noget med internet, og jeg forstår ikke, hvad det er, du siger, spoofing?
Navnet "Aksel Ravn" kunne han heller ikke huske. Selvom han altså på de skjulte optagelser havde omtalt netop det alias. Det er et alias, som ikke har været kendt i offentligheden før nu.
Du siger på de skjulte optagelser, at din stemme var med på TV 2?
- Ej, men, det har jeg ikke sagt. Nu prøver du at få mig til at sige nogle ting, som jeg ikke har noget med at gøre med.
I en retsfonetisk analyse har lingvist Gert Foget Hansen for TV 2 undersøgt, om der er en sammenhæng mellem "Aksel Ravns" og dansk-tyrkerens stemmer. Han konkluderer, at der ikke er "fundet nogen forskelle" mellem de to stemmer.
- Det er overvejende sandsynligt, at den undersøgte, der taler i svindelopkald til Palle Dyreborg, er den samme person, som optræder i de skjulte optagelser og i telefoninterview med TV 2, konkluderer Gert Foget Hansen.
TV 2 har har kontaktet dansk-tyrkeren via hans advokat for at få en kommentar til den retsfonetiske analyse, men han er ikke vendt tilbage.
Den 27-årige mand blev for nylig varetægtsfængslet in absentia, hvilket vil sige, at han ikke var til stede i retten. Politiets vurdering er, at han gemmer sig i udlandet.
Han nægter sig skyldig ifølge sin advokat.