Skal man med metroen mod Købehavns Lufthavn onsdag og torsdag, indbefatter rejsen en tur med bus.
Der er nemlig indsat togbusser på strækningen mellem Kastrup og Københavns Lufthavn den 29. og 30. oktober på grund af stationsarbejde på Københavns Lufthavns Station. Som en del af stationsarbejdet bliver der samtidig etableret en gangbro fra lufthavnens Terminal 3 - og det er det arbejde, som bevirker, at metrostationen skal lukkes i flere dage.
Togbusserne blev indsat i dag klokken 06.30, og først fra i morgen den 30. oktober klokken 16.30 genåbner stationen.
Passagerer opfordres til at holde øje med informationen på stationerne og på Metroens hjemmeside. Den øvrige togdrift på Øresundsbanen er ikke påvirket af arbejdet.