Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler er nu færdigbehandlet på Rigshospitalet i forbindelse med kræftsygdommen leukæmi, som han fik et tilbagefald med i slutningen af august måned.
Det skriver han på Facebook.
Borgmesteren blev i første omgang ramt af akut leukæmi i efteråret 2022, hvorefter han i første omgang overvandt kræftsygdommen med en stamcelledonation fra en chilensk kvinde.
De seneste to måneder har Michael Ziegler gennemgået intensiv behandling på Rigshospitalets afsnit 2084. En behandling, som har været så succesfuld, at lægerne "ikke længere kan finde den (kræften, red.) i min knoglemarv."
- Jeg forlader 2084 fuld af optimisme. Behandlingen har været så succesfuld, at jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg klarer den, skriver borgmesteren, som endnu engang skal have gennemført en stamcelletransplantation.
Samtidig slår han fast, at han fortsat fører valgkamp frem mod kommunalvalget den 18. november. Zieglers immunforsvar er fortsat meget lavt, og derfor vil han møde vælgerne udendørs med afstand.