Københavnere, som bor i eget hjem og modtager hjemme- eller sygepleje, vil fra starten af 2026 få mulighed for at få tilknyttet en fast læge, der samarbejder tæt med kommunens tværfaglige teams.
Det er vedtaget i kommunens budget for 2026, skriver Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning i en pressemeddelelse.
Modellen kendes allerede fra de københavnske plejehjem, som siden 2018 har haft fast læge tilknyttet.
Formålet med det nye projekt er at give det stigende antal borgere, som modtager sygepleje gennem den københavnske hjemmepleje, et bedre og mere sammenhængende pleje- og behandlingsforløb, som blandt andet kan være med til at forebygge indlæggelser.
- Den faste læge har skabt større tryghed og bedre behandling for rigtig mange ældre københavnere, der bor på vores plejehjem, og vi har også udbredt ordningen til byens botilbud. Nu er det tid til også at give samme mulighed til hjemmeboende københavnere, som modtager hjemme- eller sygepleje, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).