Efter togulykken på Gribskovbanen er sygemeldingerne strømmet ind fra lokomotivførerne hos Lokaltog, skriver Sjællandske Nyheder.
Siden ulykken fandt sted den 23. april, hvor to tog kolliderede og flere personer kom til skade, har op mod 27 lokomotivførere sygemeldt sig. Det svarer til hver fjerde lokomotivfører på fire af de fem baner i Region Hovedstaden.
Siden ulykken har lokaltogene kørt efter en nødkøreplan, og her spiller de mange sygemeldinger ind.
- Vi har normalt et sygefravær på 4,5 procent, hvilket svarer til fem lokomotivførere. 27 sygemeldinger svarer til 25 procent, oplyser driftsdirektør i Lokaltog, Stig Allan Nielsen til Sjællandske Nyheder.