- Det har aldrig strejfet mig at skulle bryde kontakten til dig. Men det ville mange i vores situation måske have gjort, siger Glenn Bech og ser på sin mor.
Hun nikker.
De to – mor og søn – sidder i Glenn Bechs sofa i hjemmet i Skodsborg og taler ærligt om deres relation. For selvom de altid har følt sig særligt forbundne, har deres forhold af flere omgange været hårdt prøvet.
I store dele af sin ungdom tog Glenn Bech afstand til det barndomshjem, der – i hans udlægning, understreger han – var præget af både psykisk og fysisk vold, farens selvmord, alkoholmisbrug og en kommune, der ville tvangsfjerne ham og hans bror.
I mange år tog han afstand. Til hjemmet og alt det, hans mor stod for.
- Joggingtøj på sofaen, dumme-fjernsyn om fredagen, jeres måde at tale til hinanden på over maden, jeres skænderier hele tiden og jeres måde at rejse på ferie, remser han op.
Faktisk nåede han for fem år tilbage en art bristepunkt, hvor han mest af alt havde lyst til at rejse om på den anden side af jorden. Bare for at komme væk.
Men i stedet skrev han et brev og satte sin mor et ultimatum.
Der skulle ændre deres begges liv en gang for alle.
Tog ansvar for sin mor efter farens selvmord
På flere måder blev det – selvsagt – et vendepunkt for familien, da Glenn Bech som blot femårig mistede sin far til selvmord. Hans lillebror var tre år, mens hans mor blev enke i en alder af bare 27 år.
Farens død fik moren til at rykke tæt sammen med sine sønner i den undtagelsestilstand, dødsfaldet hensatte dem i. Og Glenn og hans mor blev så tætte, at de to næsten blev en symbiose.
De kunne stort set færdiggøre hinandens sætninger. Ligesom de talte åbent om alting.
Men det var måske netop åbenheden – eller nok snarere fraværet af grænser for ærligheden – der blev problematisk i deres relation. For Glenn Bech udviklede sig til at blive et antennebarn, forklarer han, der tog ansvar for sin mor.
- Det er ikke en kritik af dig, men du kom til at involvere mig i nogle tanker og følelser, som et barn på fem år …, starter Glenn Bech.
- … ikke skal involveres i, fortsætter Dorte Bech.
De ser på hinanden.
- Jeg blev i en meget ung alder meget opmærksom på dig og var meget ovre i dig, og det betød senere hen, at jeg måtte tage et opgør med den måde, vi var familie på, siger Glenn til sin mor.
Selve opgøret kommer vi tilbage til.
For med til historien hører nemlig de stedfædre, der blev en del af familien på den anden side af farens død.
Lukkede "bøller" ind i barndomshjemmet
I sine barne- og ungdomsår begyndte Glenn Bech lige så stille, forklarer han, at miste respekten for sin mor.
- Du har lukket nogle mænd ind i vores hjem, der var nogle bøller, og den opførsel har du tilladt, siger han.
Dorte Bech løfter en finger i vejret.
- Der vil jeg så også lige sige, at så mange mænd har der altså heller ikke været. Der har været jeres far og to udover det, præciserer Dorte Bech og sænker fingeren. Og griner en smule i mødet med Glenns blik. Han undertrykker et grin, mens han fortsætter.
Blot et par timer i selskab med sin daværende stedfar betød, fortæller Glenn Bech, at han måtte bruge en uge på at komme sig bagefter.
Men han holdt sine følelser for sig selv. For når han delte dem med sin mor, oplevede han, at hun tog det nært og blev defensiv.
Og så endte han med at sidde og trøste sin mor, når han i virkeligheden ønskede det omvendt.
Så han skrev et brev til sin mor og hendes daværende mand: Han ville ikke se dem igen, før de mødtes i familieterapi.
Det indvilgede Dorte Bech – som den eneste – i. Men selv om hun aldrig var i tvivl om, at hun ville sige ja, var hun en smule forbeholden.
- Jeg tænkte da lige: ”Åh nej. Nu skal hele mit liv hænges til tørre, og så skal jeg ellers bare have nogle …”, siger hun.
- Tæsk?, Glenn ser på sin mor.
- Ja.
Det sværeste at høre for en forælder
Familieterapien bliver en stor forløsning for både mor og søn. Som at få prikket en byld ud, som de begge så malende beskriver det.
For Glenn Bech startede forløsningen allerede, da hans mor indvilgede i at møde op hos familieterapeuten.
- Jeg bar rundt på et barnligt behov for at blive set i nogle følelser, som jeg havde gået med hele mit liv, siger Glenn Bech, der i terapien for første gang oplevede, at hans mor tog imod hans ord uden at blive defensiv.
- Pludselig sad jeg i rum med en mor, der ikke med det samme skulle svare, når jeg havde færdiggjort noget, der var tungt at høre … noget af det sværeste at høre for en forælder, forklarer han.
I det hele taget fik han i terapilokalet både ventileret og grædt ud.
- Og der opstod mere luft i mit system til, at jeg kunne … øh …
Han rækker hånden mod sin mor.
- … rumme mig?, svarer Dorte Bech.
Han nikker.
- Jeg havde paraderne fuldstændigt nede. Jeg kunne se og mærke og høre, at du fik sat ord på de her ting, som du har gået med i så mange år. Jeg tænkte bare: ”Hold nu kæft. Lille, lille Glenn på fem år”, siger Dorte Bech og lægger hånden på sønnens skulder.
- Det bliver man lidt påvirket af, siger hun med en grødet stemme.
Aldrig i tvivl om morens kærlighed
I dag vil de to nødigt kalde det et budskab, når de skriver og taler om, hvad der har virket for dem.
For det er ikke nødvendigvis en opskrift, der passer til alle.
Men spørger man Dorte Bech, så skyldes den gode relation, de har i dag, at Glenn i sin tid tog ansvar og satte en grænse. Men også at han efterfølgende har været god til at sætte ord på sine følelser.
- Så hvis man som forælder kan begrave stoltheden og prøve at sænke de der parader lidt. Så kan man måske forsøge at tage en snak, hvor man rummer og lytter. For så synes jeg, det hele kommer lidt af sig selv, siger hun.
Men hele æren tilkommer ikke Glenn alene. For han har nemlig aldrig været i tvivl om sin mors kærlighed, fortæller han.
Og det er måske endt med at gøre hele forskellen for, at de to i dag sidder side om side i sofaen.
- En dag spørger jeg min egen psykolog, som jeg har set i otte år: "Hvorfor pokker er jeg ikke blevet mere fucked af alt det, jeg har været igennem?", fortæller han.
Som svar på hans spørgsmål, konstaterer psykologen, at det måske handler om den kærlighed, han altid har fået fra sin mor.
