25 gram - en mængde der burde kunne dække selv hardcore brugeres indtag i en uges tid – så meget cannabis er det lovligt at være i besiddelse af i Tysklands offentlige rum.
Alligevel lugter gaderne ikke af hash. Lugtgener har ellers været en af konsekvenserne ved cannabislegalisering i andre lande.
Vi er taget til Hamborg for at undersøge, hvordan Tysklands cannabislegalisering fungerer efter netop at være fyldt to år.
I TV 2 Kosmopols sendeområde svarer 52 procent af de adspurgte i Region Hovedstaden og 56 procent i Region Sjælland, at de er for en legalisering af cannabis.
Eksperiment
I foråret 2024 fjernede Tyskland cannabis’ status som illegalt narkotika og indførte en delvis legalisering.
Ny forskning fra Evaluation des Konsumcannabisgesetzes (EKOCAN) viser, at der siden ikke er kommet flere cannabisbrugere.
EKOCAN har til formål at evaluere legaliseringens sociale konsekvenser. Lederen, Dr. Jakob Manthey kalder landets nye cannabislov for et ”socialt eksperiment”.
- Loven er noget helt usædvanligt i europæisk narkotikapolitik, forklarer han.
Ifølge ham er det forståeligt, at Tyskland har gennemført en lovændring på cannabisområdet.
–Størstedelen af de mennesker, der bruger cannabis, oplever ingen negative bivirkninger eller problemer. Det er derfor helt forståeligt, at de kræver en ændring i politikken, forklarer Jakob Manthey.
Mindst halvdelen af den tyske befolkning støttede legalisering af cannabis forud for lovændringen.
Det samme er tilfældet i Danmark, hvor nyere tal peger på, at mere end hver anden dansker over 18 år synes, at man bør legalisere cannabis og lade staten stå for salget.
En delvis legalisering
Selv om cannabis ikke længere betragtes som ulovlig narkotika, er der fortsat begrænsninger for omgangen med cannabisprodukter i Tyskland.
Jakob Manthey kalder derfor landets lovændring for en ”delvis” legalisering.
Cannabis er således legaliseret til privat brug, men må ikke udnyttes til kommerciel forretning.
Bl.a. forbyder loven markedsføring og kommercielt salg, som man ellers kender fra Canada og visse amerikanske stater, hvor cannabis er fuldt legaliseret.
Rammerne for den tyske model for cannabislegalisering undgår således at bryde med EU's konventioner, der forpligter EU-landene til at bekæmpe organiseret salg af cannabis.
Dette har ellers været et argument imod at forsøge lignende tiltag i Danmark.
Også danskere er velkomne i klubben
I Tyskland kan man nu, relativt frit, indtage cannabis i det offentlige rum.
- Ikke tæt på skoleområder og legepladser – men hvis du er i en park, og der ikke er nogen børn omkring dig, kan du godt ryge, forklarer Jakob Manthey.
Også som udlænding?
- Også som udlænding! Det betyder ikke noget, om du er tysk statsborger eller ej. Tyskland er nu det land i Europa, der har de mest lempelige regler for rygning af cannabis, uddyber eksperten.
I dag kan den enkelte tysker derfor dyrke sine egne cannabisplanter derhjemme eller melde sig ind i en såkaldt cannabis social club, hvor maksimalt 500 personer, i forening, kan dyrke større mængder cannabis sammen.
Ifølge Georg Wurth, der er direktør i Deutscher Hanfverband (Det tyske cannabisforbund), er der nu lidt over 400 sådanne godkendte klubber i Tyskland.
For tidligt at kalde det en succes
Tysklands legalisering af cannabis har tre overordnede mål: At svække det illegale marked; at styrke beskyttelsen af børn og unge; og at forbedre sundhedsbeskyttelsen.
Som forsker tøver Jakob Manthey med at svarer på, om den nye lovgivning har været en succes.
- Jeg vil ikke bruge ordene positiv eller negativ. Vores opgave er at fremlægge fakta. Men hvis man forventer, at legaliseringen hurtigt vil flytte markedet fra illegalt til lovligt, så sker det ikke på kort tid. Og hvis man forventer, at forbruget eksploderer, så sker det heller ikke.
Han kan dog konkludere, at den tyske cannabisreform ikke har skabt en øget stigning i antallet af brugere, og at en fortsat stigende del af de tyske brugere nu får deres cannabisprodukter via lovlige kanaler.
Dette er ifølge Manthey med til at lægge pres på de kriminelle, der står bag det ulovlige cannabismarked.
Men samtidig peger han på, at legaliseringen har skabt nye utilsigtede udfordringer.
Færre unge cannabisbrugere bliver henvist til rådgivning og behandling, fordi politiet ikke længere kan bruge lovovertrædelser som grundlag for henvisning. Et problem for ungdomsbeskyttelsen, vurderer Jakob Manthey.
Medicinsk cannabis er nu udbredt – og det var ikke en del af planen
På sundhedsområdet er der fremskridt i borgernes adgang til information om cannabis. Men også her peger Manthey på et utilsigtet problem, med den tyske legalisering.
Han kritiserer det medicinske cannabismarkeds udbredelse og forklarer at det er blevet for nemt for producenter af medicinsk cannabis at nå bredere ud – også til yngre brugere.
Den nye lovgivning har gjort det væsentligt nemmere at få en recept, der giver adgang til højpotent medicinsk cannabis på landets apoteker.
– Det er i modstrid med målet om at styrke sundhedsbeskyttelsen. Meget potent cannabis indebærer en højere risiko for psykiske problemer, forklarer Jakob Manthey.