Ny Carlsbergfondet deler nu gennem deres nye initiativ 'Kunst til Folkeskolen' 650 kunstværker ud til folkeskoler i hele landet og en stor del af værkerne går til skoler i Region Hovedstaden.
Det skriver Ny Carlsbergfondet i en pressemeddelelse.
Region Hovedstaden er nemlig den region i landet, hvor flest skoler har ansøgt om, at få del i kunstværkerne. På landsplan har 300 skoler søgt og af dem ligger de 83 i Region Hovedstaden.
- Det har gjort et stort indtryk på os at læse skolernes ansøgninger. De skriver ikke kun om tomme vægge, men om skolens rum som en del af elevernes dannelse, trivsel og fællesskab. Igen og igen fremhæver skolerne, hvordan kunst kan skabe ro, nysgerrighed og samtaler, siger Michael Thouber, der er direktør for Ny Carlsbergfondet.