Genbrugskunstneren Thomas Dambo, der er berømt i det meste af verden for hans kæmpe store trolde i affaldstræ, har nu begået den 172. i rækken, som har fået bopæl i Høje Taastrup Kommune.
Som noget nyt er trolden kommet til live i samarbejde med det lokale firma, nedrivningsvirksomheden Tscherning og fem ukrainske flygtninge.
- Det er fantastisk at se en lokal virksomhed som Tscherning tage teten og skabe et samlingspunkt, der kombinerer kunst, leg, bæredygtighed og socialt ansvar. Thomas Dambos trolde er kendt i hele verden for at få folk ud i naturen, og at vi nu har fået 'Georg og Fuglen' her i Hedehusene – skabt i fællesskab med nye borgere i vores kommune – er en stor gevinst for alle, siger borgmester Michael Ziegler (K) i en pressemeddelelse.
”Georg og Fuglen” som den nye trold hedder, er placeret et hemmeligt sted omkring Hedehusene.