Du har nok hørt om det før. Biodiversiteten har det skidt, inesekterne dør og bierne forsvinder. Det er blevet en trend at lade haverne gro til, og kommunerne planter vilde blomster overalt, hvor de kan komme til det. Men selv om man kun råder over 1,5 kvadratmeter, kan man gøre en forskel.
Det mener Lea Overgaard fra Amager, og hun har derfor omdannet sin lille altan til et blomstrende og summende paradis, hvor bier, svirrefluer og andre insekter flokkes om overfloden. Og imens er der stadig plads til Lea.
- Det begyndte, da jeg flyttede hjemmefra. Og nu har jeg boet i min nuværende lejlighed i 15 år. Inden for de sidste fem-seks år, hvor jeg er blevet mere oplyst om biodiversiteten, har jeg forsøgt at gøre noget ved det, fortæller hun til TV 2 Kosmopol.
Hun har derfor sat sig ind i hvilke blomster- og plantearter, der tiltrækker bier og andre insekter, og dem har hun så fyldt altanen med.
- Det er ret spraglet. For mig handler det ikke om, hvad der æstetisk er pænt, siger Lea Overgaard, der til daglig driver en skønhedssalon i Tårnby.
Verdensnaturfonden har udnævnt hendes lille altan til "Danmarks Vildeste Altan", og de har sågar lavet en video om den. Og nu er Lea gået i gang med at skrive en bog, der med billeder og tekst skal vise, hvordan man kan gøre sin egen altan til et paradis for de insekter, der ellers har hårde kår i øjeblikket.
- Alt hvad jeg har, er til gavn for insekterne. Og det kan alle gøre, hvis de har lyst, siger hun.