En 47-årig mand fra Nordsjælland er onsdag blevet anholdt og sigtet for medvirken til drabsforsøg, da han mistænkes for at have faciliteret et attentatforsøg for den nu forbudte bande Bandidos MC i Danmark.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Manden er nærmere bestemt sigtet for gennem sit arbejde i et forsikringsselskab at have anvendt sin adgang til et datasystem til at foretage mindst 40 uberettigede opslag på vegne af Bandidos MC i Danmark.
NSK mener, at oplysningerne skulle bruges af Bandidos MC, der på daværende tidspunkt var i konflikt med en anden bande.
Som et led i konflikten udførte medlemmer af Bandidos MC et drabsforsøg, da de med seks skud skød en borger i Bagsværd, der øjensynligt blev forvekslet med et medlem af den rivaliserende bande.
Manden var i livsfare, men modtog akut lægebehandling og overlevede.
Den 47-årige er konkret sigtet for medvirken til forsøg på manddrab ved at have muliggjort at attentatforsøget kunne finde sted.