Når 26-årige Astrid Thostrup Davidsen som det sidste lægger mascaraen, har hun inden da smurt primer i ansigtet, fordelt to pump foundation og i nøje afmålte træk blendet cream bronzer og blush ud på kinderne.
I alt bruger hun otte forskellige produkter, før looket er fuldendt.
Hele rutinen bliver filmet og postet på Tiktok, hvor flere end 23.000 følgere ser med.
Videoen har Astrid Thostrup Davidsen givet titlen "make-up for nybegyndere 12-13 år”, og det er der ifølge hende selv en rigtig god grund til.
For efterspørgslen blandt hendes unge følgere er stor.
De vil have guides, inspiration og tips og tricks til beauty, fortæller hun.
Men beauty-influencere og videoer som denne er en del af en farlig tendens.
Det mener Anne Birgitte Simonsen og Jeanne Duus Johansen, der er speciallæger i henholdsvis hudsygdomme og samfundsmedicin, og som begge har forsket i allergier og eksem blandt børn og unge.
Men debatten er ikke så sort-hvid, mener Astrid Thostrup Davidsen.
“En virkelig bekymrende udvikling”
Beauty-industrien er de seneste år eksploderet blandt de helt unge.
Hos de 18 og 24-årige er forbruget af kosmetik mere end fordoblet fra 2019 til 2024, viser tal fra Danske Bank, og en Epinion-undersøgelse foretaget for DR viser, at børn helt ned til ni år bruger cremer og serummer.
Og kigger man på Tiktok har millioner af videoer fået hashtags som #getreadywithme eller #makeuproutine, hvor unge deler erfaringer, anbefaler produkter og udveksler holdninger om alt fra makeup og hudpleje til hår og negle.
Den udvikling har Anne Birgitte Simonsen i den grad bemærket i sit arbejde som hudlæge.
For hvor industrien tidligere var forbeholdt de ældste teenagere, oplever hun nu, at børn ned til otte år bruger mange forskellige produkter.
Og endnu mere tydeligt er det, ifølge hende, at de får inspiration fra influencere.
Makeup til 12-årige
Astrid Thostrup Davidsen var ikke selv mere end 11 år, da hun begyndte at interessere sig for makeup.
Hendes hobby foregik ikke kun foran spejlet på værelset. For på YouTube kunne hun dykke dybt ned i vejledninger, produktanmeldelser og ingredienslister og chatte med andre beautyinteresserede i kommentarsporet.
En hobby hun oplevede som et trygt fællesskab.
- Det handler ikke kun om udseendet, men et fællesskab, hvor man kan udtrykke sig selv og bonde med andre.
Derfor begyndte hun for tre år siden selv at lave beauty-videoer på Tiktok, hvor hun kunne kombinere sin viden fra farmaceutstudiet med sin passion.
Og ligesom hendes egen debut med beauty-verdenen oplever hun, at hendes følgere er unge, og at de ved præcis, hvad de vil have.
Det fik hun særligt at mærke, da hun for et par måneder siden lavede en video om konfirmationsmakeup.
I videoen havde Astrid Thostrup Davidsen nemlig bevidst skruet ned for antallet af produkter og fået intensiteten af makeuppen til at passe til, hvad hun selv mente var passende for aldersgruppen.
Men videoen var ifølge hendes følgere uden for skiven.
I indbakken skrev flere, at de hellere ville have en guide til “full face"-makeup, der indebærer, at man bruger en del produkter, fortæller hun.
Derfor lavede Astrid Thostrup Davidsen straks en ny video, der levede op til følgernes ønsker.
Og i stedet for fem produkter indeholdt videoen nu 15.
- Jeg var lidt overrasket over responsen, men jeg ved også, at beauty fylder meget i vores generation, og det synes jeg, vi skal have lov til at dyrke.
Selvom videoen ifølge Astrid Thostrup Davidsen er i tråd med følgernes normale rutine, får antallet af produkter alarmklokkerne til at ringe hos Anne Birgitte Simonsen og Jeanne Duus Johansen.
En cocktail-effekt
For de mange videoer, som Astrid Thostrup Davidsen og andre influencere laver, er med til at normalisere et stort forbrug af makeup og hudpleje. Og det kan få livslange konsekvenser, lyder det fra speciallæge og ph.d. i hudsygdomme Anne Birgitte Simonsen.
I sine 16 år som hudlæge og forsker har Anne Birgitte Simonsen ikke tidligere oplevet så stor en stigning i antallet af unge, der får kontakteksem, allergi eller akne.
Samme bekymring deler professor og leder af Videncenter for Allergi på Gentofte Hospital, Jeanne Duus Johansen, der med over 30 års erfaring er en af landets førende eksperter, når det kommer til allergi og eksem blandt børn.
En undersøgelse hun og Anne Birgitte Simonsen har lavet sammen, viser at en ud af tre danske unge mellem 15 og 19 år har oplevet udslæt eller eksem efter brug af kosmetiske produkter.
Noget, der ifølge begge eksperter kan skyldes unges store miks af mange produkter.
- Bruger man mange produkter og ingredienser samtidig, skaber det en cocktail-effekt, som øger risikoen for hudirritation og allergi, siger Anne Birgitte Simonsen.
Og eksem og allergi kan føre til livslange gener, lyder det fra Jeanne Duus Johansen.
- Som ung tænker man ikke nødvendigvis over konsekvenserne, men de her sygdomme kan være smertefulde og have stor påvirkning på ens hverdag og livssituation, siger hun.
“Ikke mit ansvar”
Astrid Thostrup Davidsen mener heller ikke, at helt unge mennesker skal bruge for stærke cremer og serummer, der er unødvendige.
Men hun mener dog ikke, at det alene er hende og andre influenceres ansvar, at børn og unge i fremtiden kan få allergi og eksem.
- Jeg har en stor platform, så jeg har helt sikkert et ansvar. Men jeg vil også gerne lave de videoer, som følgerne efterspørger, og det er ikke min opgave at vurdere, om de må bruge hudplejeprodukter eller makeup. Det er forældrenes, fortæller Astrid Thostrup Davidsen.
Så du mener ikke, at du kan være med til at påvirke helt unge menneskers forbrug?
- Jo, både jeg selv, andre influencere og virksomhederne kan klart have en påvirkning på unges forbrug, men om det er mig eller en anden, der deler personlige anbefalinger, så ændrer det ikke på, om unge går op i beauty, fortæller hun og fortsætter:
- Selvfølgelig skal unge ikke bruge syv hudplejeprodukter, men at vi kan have et online fællesskab, hvor vi kan dele vores passion, er ikke noget, man skal undervurdere.
Men at hvem som helst – og særligt unge mennesker – kan fremstå som eksperter og formidle skønhedsindhold er problematisk, mener Anne Birgitte Simonsen.
Kalder på mere lovgivning
Både Jeanne Duus Johansen og Anne Birgitte Simonsen peger derfor på, at der kan være brug for ny lovgivning, der beskytter de helt unge.
Ifølge dem vil det hjælpe med en begrænsning af målrettet markedsføring af kosmetik til børn – både fra brands, forhandlere og influencere.
- Vi ville aldrig acceptere, at børn lærte om kosttilskud fra TikTok, men vi accepterer, at de lærer om hudpleje, hvor der er risiko for livslange konsekvenser, siger Anne Birgitte Simonsen.
Fordi udviklingen af ny kosmetik går så stærkt, mener Jeanne Duus Johansen, at strammere regulering kan være nødvendigt.
- Kun ved at sikre, at kosmetikken ikke indeholder de skadelige stoffer, kan man sikre de unge brugere, siger Jeanne Duus Johansen.
At make up og hudpleje i fremtiden bliver forbudt for yngre teenagere, håber Astrid Thostrup Davidsen ikke.
- Unge skal have lov til at dyrke deres passion og det, der fylder for dem, siger hun.
I stedet synes hun, at man skal kigge på en lovgivning, der forbyder nogle produkter til bestemte aldersgrupper, og at der generelt kommer bedre information, så unge ved, hvilke produkter der kan indeholde farlig kemi.
Derudover vil hun også selv i fremtiden tænke mere over at informere sine helt unge følgere om, at det kan have konsekvenser at bruge mange forskellige produkter på samme tid.
TV 2 Echo har har forsøgt at få en kommentar fra miljøminister Magnus Heunicke, men grundet de nuværende regeringsforhandlinger har han ikke ønsket at udtale sig.