For fem en halv måned siden rev Holger Rune fra Gentofte sin ene akillessene over, og siden har den stået på genoptræning for den danske tennisspiller.
Ifølge hans mor og manager, Aneke Rune, går det forløb fortsat lige efter planen. Det siger hun til TV 2 Sport.
- Det kører, som det skal. Forstået på den måde, at Holger genererer den styrke, han skal, i det tempo, der passer til den udviklingskurve, han har kørt. Han er nede på kun seks procent forskel i styrke (i de to ben, red.), hvilket er ret enestående, siger hun til mediet.
Rune har tidligere selv givet udtryk for, at han håbede at kunne nå tilbage til den sidste del af grussæsonen i foråret.
Ifølge Aneke Rune er der dog stadig lidt tid endnu.