Hvert år omkommer cirka 100 danskere i drukneulykker ved kyster, søer, havne og i svømmehaller.
Det er for mange, lyder det fra Dansk Råd for Genoplivning, der i samarbejde med TrygFonden vil halvere antallet af drukneulykker.
Det sker blandt andet med etableringen af Drowning Prevention Academy (Akademi for Forebyggelse af Drukneulykker, red.).
Det er et forum bestående af eksperter og fagfolk fra læge- og forskningsverdenen, beredskabs- og hospitalsområdet.
- Vi ved, at der i gennemsnit er 200 druknehændelser om året, hvoraf halvdelen ender fatalt. Det er for mange, og derfor er det vigtigt, at vi gør en målrettet indsats for at få det tal bragt ned, siger direktør i Dansk Råd for Genoplivning Stine Strandkjær.
Det er især mænd, der er involveret i drukneulykker. Mere end halvdelen af hændelserne sker ved kysten, ved søer eller langs åløb. Hver femte ulykke sker i havneområder.