I dag skydes 3F Superligaens sidste runde i gang, og hos FC København er det en decideret neglebidende kamp, der venter. I dag afgøres det nemlig, om FC København når top 6, eller må nøjes med en mindre prangende placering.
FCK møder Randers FC i Parken klokken 17, og det kræver en sejr over randrusianerne for at blive i top seks og undgå det, mange vil kalde en katastrofe for FC København.
FC København er også hårdt ramt forud for aftenens kamp.
Den centrale forsvarsspiller Pantelis Hatzidiakos afsoner en spilledags karantæne, mens stopperen Junnosuke Suzuki ikke er blevet klar til kampen.
Til gengæld er Mathias "Zanka" Jørgensen med i truppen på 20 spillere. Det fremgår af klubbens hjemmeside.
FCK mangler fortsat de langtidsskadede spillere Magnus Mattsson og Rodrigo Huescas. Andreas Cornelius, der har været ude med en skade i de seneste uger, er heller ikke blevet klar.
Desuden er kantspilleren Elias Achouri fortsat ukampdygtig.