Borgerrepræsentationen har besluttet at forlænge aftalen om at være venskabsbyer med fem år.
Det skriver økonomiforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
- I de her tider Europa befinder sig i, er gode venskaber vigtigere end nogensinde, og derfor er det helt naturligt at fortsætte det tætte bånd, vi har opbygget med Kyiv de seneste år, siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF) i meddelelsen.
De to hovedstæder har været venskabsbyer siden 2023.
I første omgang var det med en aftale, der gjaldt for tre år. Men på et møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften blev det godkendt, at aftalen skulle forlænges.
Samarbejdet har ifølge Københavns Kommune indtil videre haft fokus på beskæftigelsesindsatser til krigsveteraner og indsatser for blinde og svagtsynede. De to byer har også delt viden om klimatilpasning.
Da aftalen om at være venskabsbyer er blevet forlænget, kan de indsatser fortsætte.