Virksomhederne American Express og Blackbird har mandag aflyst en række reservationer for en halv million kroner, og trukket sponsorater til Nomas kommende pop-up restaurant i Los Angeles tilbage.
Det skriver The New York Times ifølge Berlingske.
Reaktionen fra de to store sponsorater kommer efter weekendens skandalehistorie, der blev bragt i The New York Times, om chefkokken og Nomastifteren René Redzepis årelange psykiske og fysiske vold mod medarbejdere.
Her berettede 35 tidligere ansatte om at have været vidne til - eller udsat for - fysisk vold i årevis. Flere beretter om offentlig udskamning, mens andre fortæller om slag i ribben, maven og om at blive hamret ind i væggen af René Redzepi for små fejl.
Noma skal efter planerne i denne måned åbne en popup-restaurant i Los Angeles, og det er den, der nu rammes af aflysninger og droppede sponsorater. Ifølge Nomas hjemmeside vil popup-restauranten være åben i 16 uger - fra i dag og frem til 26. juni.
Her koster menuen med både mad og drikkevarer 1.500 dollars - det svarer til cirka 9.600 kroner.