Holdet bag dokumentaren "Mr. Nobody Against Putin" er "fuldstændig overlykkelige" over at have modtaget en Oscar natten til mandag.
Det fortæller Helle Faber, som har været med som producer på filmen for selskabet Made in Copenhagen, i en bil på vej til efterfest i Los Angeles.
- Det er en græsrodskampagne, som vi selv har startet for nul kroner, og vi har været oppe imod Netflix' mange millioner. Jeg tror ikke, jeg helt har fattet det endnu, siger hun mandag morgen dansk tid.
Helle Faber henviser til Netflix-dokumentaren "The Perfect Neighbor", som af filmkendere var blevet udråbt til storfavorit i kategorien.
Men det blev altså den danskproducerede "Mr. Nobody Against Putin", der løb med prisen.
Filmen følger den russiske lærer Pavel "Pasha" Talankin, som dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine.
- Pasha sagde allerede til mig fra starten: "Vi kommer til at vinde en Oscar". Jeg tænkte: "Ja ja, det er godt med dig". Men han fik ret, siger Helle Faber.
Filmen er instrueret af den amerikanske instruktør David Borenstein, som har base i København.