Energinet påbegynder snart et større kabelarbejde på tværs af Amager.
Arbejdet kommer til at vare hele 2026 og dele af 2027, hvor trafik og adgangsforhold vil blive påvirket.
Det forventes, at Artillerivej, Amagerbrogade og Holmbladsgade bliver spærret for biltrafik i perioder.
Energinet skal etablere to nye 132 kilovolt kabelforbindelser mellem H.C. Ørstedværket i Sydhavnen og Amager Koblingsstation midt på Amager og mellem Amager Kobling og Amagerværket.
Kabelarbejdet forventes at gå i gang på Artillerivej langs Amager Fælled allerede fra 23. februar. Det vil være nødvendigt at spærre Artillerivej af for al trafik for at få nok plads til at udføre arbejdet, skriver Energinet i en pressemeddelelse.
Desuden skal området undersøges for mulige eksplosiver, da området er et gammelt militærområde.
Kabelarbejdet vil som udgangspunkt foregå i dagtimerne på hverdage.