Tre teenagere - en 17-årig pige og to drenge på 16 og 17 år - er nu tiltalt for røveri, vold og ulovlig tvang, efter de i starten af marts sidste år lokkede en 15-årig dreng i en fælde.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Ifølge anklageskriftet blev den 15-årige lokket hen til et område omkring en skole. Her skubbede de tre tiltalte drengen ind i et buskads, holdt en kniv op til hans hals og truede ham til at udlevere sine sko, sin jakke og sin Iphone.
Herefter spraymalede de drengens overkrop og ansigt med rød maling samt tildelte ham flere slag og spark, mens den ene af de tiltalte filmede overfaldet.
Til sidst lykkedes det den 15-årige at flygte.
Sagen skal onsdag for Retten i Hillerød.