Søndag aften rykkede politi og redning ud i Københavns Lufthavn efter meldinger om ild i en flymotor.
Det oplyser Københavns Lufthavne til TV 2 Kosmopol.
- Vi fik melding om ild i en flymotor. Der var ikke tale om noget større, så det var hurtigt slukket, siger pressevagten i Københavns Lufthavn.
Alle passagerer blev evakueret fra flyet og der er ingen tilskadekomne i forbindelse med branden.
Flyet holdt parkeret, da hændelsen fandt sted.