- Hvem fanden er du?
Ordene falder ifølge læreren Paul Hansen prompte fra en gruppe elever, da han træder ind i et klasselokale.
Kort forinden er han som dagens indevagt blevet hidkaldt af klassens dukse, der har klaget over nogle drenge, der larmer inde i klassen og ikke vil gå ud i frikvarteret.
Og synet, der møder Paul Hansen, er noget, han ikke har set før i sine 23 år som lærer.
Oppe ved smartboardet står fire drenge på 8-9 år og "og råber og skriger", mens de danser til høj musik. Der ligger iturevet papir på gulvet, og en af drengene sparker til en kost ifølge Paul Hansen.
- Jeg er helt i chok og kan godt fornemme, at der er rav i den. Så jeg prøver at have en hyggelig facon og spørger, om ikke jeg skal finde en bold til dem, de kan lege med udenfor, fortæller han.
Det har dog ikke den ønskede effekt.
I stedet begynder et spil mellem Paul Hansen og eleverne.
Et spil, hvor han gentagne gange bevæger sig op mod smartboardet for at slukke musikken, mens drengene ifølge Paul Hansen går modvilligt mod døren. Lige indtil de i sidste øjeblik løber udenom ham og ned til smartboardet for at tænde musikken igen.
- Undervejs løber flere af drengene med knytnæver hen mod mig, sparker ud efter mig fra en meters afstand og skubber til stole, når jeg slukker musikken, siger Paul Hansen.
Da drengene for fjerde gang løber udenom ham og tænder for musikken, gør Paul Hansen noget, han aldrig har gjort før som lærer.
Han begynder at filme.
Vil have dokumentation
Paul Hansen tænder for kameraet på sin telefon, fordi han føler sig truet og vil have dokumentation.
Men han filmer også, fordi han ikke kender de fire drenge i klasseværelset, da han er på vej tilbage fra en stresssygemelding.
Derfor vil han gerne have en optagelse af deres stemmer, så en anden lærer kan genkende dem.
- Normalt ville jeg aldrig synes, at det var okay at filme. Men det her har intet med at være lærer at gøre. Det har noget at gøre med at forsvare sig selv. Det føles som at gå alene hjem gennem en mørk skov og tænke, at der er fare på færde, siger han.
TV 2 har set den video, som Paul Hansen har optaget. Her hører man ham gentagne gange sige til de fire drenge, at de skal gå ud af klasselokalet, mens drengene løber tilbage ind.
Paul Hansen stopper en af drengene ved et køleskab tæt på døren og hæver stemmen.
- Hvad er det her for en opførsel? Hvorfor gør du ikke, som jeg siger?
- Okay, jeg skal nok gå ud, hører man drengen sige i videoen.
I samme øjeblik løber en af de andre drenge ind i klassen og hen mod Paul Hansen, der holder hånden frem og får fat om drengens hænder for at holde ham i ro.
Her beder drengen om at ringe til sine forældre. Kort efter slår han Paul Hansen på armen og løber ud af klasselokalet og råber:
- Han slår mig, den idiot.
Så stopper optagelsen.
Lige efter optrinnet går Paul Hansen til sin leder. Her skal han udfylde et magtanvendelsesskema, mens skolen kontakter elevernes forældre.
På vej hjem knækker han "fuldstændig sammen".
En tsunami af frustrationer
Den korte video skal vise sig at få afgørende betydning for Paul Hansen.
For dagen efter episoden får han at vide af sin leder, at forældrene til to af eleverne har politianmeldt ham for vold, som Folkeskolen.dk først har beskrevet.
I politianmeldelserne, som TV 2 har set, fremgår det blandt andet, at Paul Hansen skal have klemt en af drengenes arm i en køleskabsdør og taget kvælertag på en anden dreng.
- Der falder min verden sammen. Jeg har ikke slået nogen. Men jeg bliver bange for, om en video er bevis nok for det, siger han.
Seks uger efter vælger politiet dog at stoppe efterforskningen netop på grund af Paul Hansens video, hvor de ikke mener, at der foregår noget strafbart. Det fremgår af politiafgørelserne, som TV 2 har set.
- Jeg tudbrøler, da jeg får den besked. Jeg er lettet, men der vælter også en tsunami af frustrationer ind over mig og en følelse af, at jeg virkelig er blevet trådt på, siger han.
TV 2 har rakt ud til de to forældre, der har anmeldt Paul Hansen. Den ene har ikke ønsket et kommentere sagen, og den anden forælder er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.
Flere sager
Paul Hansens historie er ikke et enkeltstående tilfælde.
Tværtimod oplever Danmarks Lærerforening en stigning i antallet af sager, hvor en lærer bliver anklaget for at have gjort noget mod en elev, som de ikke selv mener er sket.
Det fortæller fagforeningens juridiske chef og advokat, Camilla Bengtson, som hjælper lærere som Paul Hansen med juridisk bistand i disse situationer.
- Det er i hvert fald på månedlig, hvis ikke ugentlig basis, at vi står med sager som Pauls, siger hun til TV 2.
En undersøgelse fra 2025 af Danmarks Lærerforening viser også, at 58 procent af lærere i folkeskolen oplever, at der er kommet flere voldelige episoder i løbet af de sidste fem år.
Det kan ifølge skoleforskeren Helle Rabøl Hansen skyldes "to opdragelseskulturer, der støder sammen".
- Skolen er ikke fulgt med tiden, hvor børn i dag er vant til at have meget mere medbestemmelse med hjemmefra. Så længe man ikke tager højde for den udvikling, vil der blive ved med at være konfrontationer, siger hun.
Langt de fleste konflikter, som ender med en anmeldelse af læreren, bliver lagt ned af politiet, forklarer Camilla Bengtson. Men sagerne har alligevel ofte konsekvenser for den anmeldte lærer, siger hun.
- Sagsbehandlingstiden er ret lang hos politiet, så deres liv går helt i stå i den tid. Vi kan se, at størstedelen af de lærere, der bliver politianmeldt, ikke vender tilbage, siger hun.
Hun påpeger, at det tit bliver den "nemme løsning" at fritstille og afskedige den anklagede lærer, fordi det er svært at bevise, hvad der er sket, og så bliver der lagt vægt på elevernes forklaring.
- Lærernes retssikkerhed er svag i disse situationer, da børn nemt kan påvirke hinanden ved at tale sammen, og der sjældent er en anden voksen til stede, som kan understøtte forklaringerne, siger Camilla Bengtson.
Ren overlevelse
For Paul Hansen gik livet også i stå, da han blev politianmeldt.
De første 14 dage var "rent overlevelsesmode". Spise, sove, tage et bad. Flere gange sad Paul Hansen og stirrede ud i luften og tænkte over, hvad der skulle blive af ham.
- Jeg har tænkt på alt muligt på nær selvmord, siger han.
Tyngden lettede ikke, da Paul Hansen i august fik et opkald fra sin advokat om, at sagen var endeligt afsluttet.
I månederne efter anmeldelsen havde han uden held forsøgt at vende tilbage som lærer på folkeskolen, hvor de fire børn stadig går.
- Jeg kunne ikke være alene med børn uden en anden lærer. Jeg overvejede kort, om jeg skulle have et bodycam på mig, så jeg kunne føle mig mere tryg. Men sådan kan man ikke være lærer, fortæller han.
Står tilbage som taberen
Til sidst sagde hans læge stop. Han blev sygemeldt på fuld tid, og kort tid efter blev han fyret.
Tilbage står en oplevelse af et system, der ikke har grebet ham.
- Jeg er blevet frikendt, og alligevel er det mig, der ender som taberen i det her, siger han.
Paul Hansen mener, at han burde været blevet tilbudt juridisk bistand af kommunen, og at de fire elever fra hændelsen burde være blevet flyttet til andre skoler.
- Der skal være en helt anden opbakning, så man kan være tryg ved, at lærernes arbejdsmiljø bliver beskyttet, siger han.
TV 2 har rakt ud til skolelederen på Paul Hansens skole og kommunens ledelse. Skolelederen henviser til Fredensborg Kommune, der ikke vil kommentere den konkrete sag, men som skriver følgende i et skriftligt svar:
- Sager i denne kategori er komplekse og indeholder nuancer og hensyn, som ikke kan håndteres med ”snuptagsløsninger”, men beror på en balanceret og helhedsorienteret afvejning af de forskellige hensyn.
For Paul Hansen har sagen betydet, at han har lukket døren for at være folkeskolelærer "for nu". I stedet søger han jobs, hvor han ikke "skal være bange for at blive politianmeldt fra den ene dag til den anden".
- Måske jeg kommer tilbage en dag, siger han.