Den tredje torsdag i november fejrer man i Frankrig frigivelsen af den helt unge Beaujolais Nouveau-vin – en dag, der for franskmændene er, hvad J-dag er for danskere.
I den anledning inviterer Restaurant Bouillon på Frederiksberg på gratis vin og fransk løgsuppe 20. november udenfor under restaurantens terrassevarmere.
- Det er jo en gammel og virkelig sjov tradition, som jeg har oplevet flere gange i Paris. Folk står gerne og småfryser lidt, men storhygger med venner og familie. Jeg synes også, at traditionen ligger godt i kalenderen – den falder på et lidt tørt sted her i november, som ærligt talt ellers ikke er den mest festlige måned, siger Torben Klitbo, Bouillon-ejer og initiativtager til eventen.