Over weekenden gik en video viralt, der viste, hvordan maskerede personer natten til lørdag fik stoppet en metro i en tunnel i København for at male graffiti på togvognen.
Passager Martin Alex Søndergaard-Jensen, der optog videoen, kunne fortælle, hvordan han med metroens resterende passagerer sad fast i den underjordiske tunnel i 45 minutter, før metroen begyndte at køre igen.
Det fik dog ikke Metro Service til at reagere med det samme. Først mandag blev hændelsen anmeldt til politiet, bekræfter Metro Service til TV 2.
Københavns Politi bekræfter ligeledes til TV 2, at det ikke umiddelbart har modtaget anmeldelser under eller lige efter hændelsen.
Efterfølgende er sagen dog blevet anmeldt, lyder det fra politiet, der dog ikke kan oplyse, hvornår hændelsen specifikt er blevet anmeldt.
Overrasker passager
At det har taget over to døgn, før episoden blev anmeldt, overrasker Martin Alexander Søndergaard-Jensen, der var med metroen – klædt ud som en metromedarbejder grundet halloween – da det skete.
- Jeg ved ikke, hvordan proceduren er med sådan noget her. Men vi har maskeforbud i Danmark, så når nogen tager en maske på og gør sådan noget her, så tænker man 'hvad laver de'. Jeg føler, det er mærkeligt, at de ikke har meldt det, siger han til TV 2.
Martin Alexander Søndergaard-Jensen fortæller, at gerningspersonerne hverken råbte noget eller virkede til at have et budskab, men at det var "virkelig creepy".
Ombord på metroen var også en af metroens medarbejdere, der ifølge Martin Alexander Søndergaard-Jensen havde kontakt med hovedkontoret. Heri ligger hans begrundelse for, hvorfor han ikke selv ringede efter politiet, da episoden fandt sted.
- Jeg tænkte, at ansvaret til at gøre noget lå hos kontrolløren. Jeg ville ikke forstyrre ham, for han var jo i en belastende situation.
- Det er vi ikke tilfredse med
Metroselskabet har det overordnede ansvar for driften af Københavns Metro, mens den daglige drift og vedligeholdelse er udliciteret til Metro Service.
At hændelsen først blev anmeldt mere end to døgn efter, at den fandt sted, er langt fra godt nok, lyder det fra Metroselskabet selv.
- Metro Service anmeldte sagen mandag til politiet, hvilket er for sent i forhold til sagens alvor. Det er vi ikke tilfredse med, hvilket vi også har givet Metro Service besked om. Politiet skulle have været inddraget med det samme, siger chef for drift og vedligehold ved Metroselskabet, Mads Thostrup, til TV 2.
Kan metroens passager være trygge ved, at farlige situationer bliver anmeldt?
- Ja, hændelser som denne skal altid anmeldes til politiet med det samme. Det har vi også understreget over for Metro Service, lyder det fra Mads Thostrup.
Martin Alexander Søndergaard-Jensen fortæller, at oplevelsen vil sidde i ham fremadrettet, når han skal med metroen.
- Jeg er ofte med metroen sent om aftenen, og der er det da noget, jeg vil tænke over. Jeg vil ikke nødvendigvis være utryg som sådan, men det har fået mig til at reflektere over, at det er tilfældige mennesker, der er med ombord.
Michael Vindfeldt er socialdemokratisk borgmester i Frederiksberg Kommune og næstformand i Metroselskabets bestyrelse.
Han mener ligeledes, at forløbet ikke er håndteret godt nok. Derfor har han bedt om en redegørelse.
- Så vi kan håndtere det mere håndfast næste gang. Det skal slås fast, at det skal anmeldes til politiet med det samme. Det kommer jeg til at følge op på, siger Michael Vindfeldt til TV 2.
Anser det som indbrud
Tidligere tirsdag har TV 2 været i kontakt med Metro Service.
Her lød det, at episoder som weekendens er yderst sjældne, og at passagerernes sikkerhed har førsteprioritet.
- Vi informerer så hurtigt som muligt, men vores fokus er først og fremmest at sikre, at situationen er under kontrol, før vi sender yderligere beskeder ud. Der var ikke behov for evakuering, da passagererne var i sikkerhed, mens vi arbejdede på at genoptage driften, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.
Hvordan kan sådan en hændelse ske?
- Vi har førerløs drift og derfor et lukket system. Vi betragter det derfor som et indbrud, hvor man har tvunget sig adgang til sporet. Vi har overgivet det til politiets efterforskning, at metroen har været udsat for ulovlig indtrængen og hærværk.