Det er velkendt og dokumenteret, at rygning er skadeligt for både den enkelte og for samfundet. 87 kommuner i hele landet har valgt at forbyde rygning i arbejdstiden.
Men nogle få kommuner har endnu ikke sat en endelig stopper for røgen. I kommuner som blandt andet København, Frederiksberg, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Greve må medarbejdere fortsat ryge i arbejdstiden. Det skriver Lungeforeningen i en pressemeddelelse.
KOL er kun én dræber i en lang række af dødbringende sygdomme forårsaget af rygning, og det virker, når virksomheder og kommuner indfører rygeforbud i arbejdstiden. Det fortæller professor i Nikotin- og tobaksforebyggelse ved Syddansk Universitet, Charlotta Pisinger. Hun har en klar besked til de kommuner, der endnu ikke har indført rygeforbud i arbejdstiden:
- Det er virkelig på tide, at de tager medansvar og handler, siger hun.