En 39-årig mand fra Greve skal fem måneder i fængsel efter en dom for en helt usædvanlig lang række af svindlerier.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på X.
Manden blev blandt andet dømt for at snyde helt almindelige borgere. I 15 tilfælde havde han tilbudt flytteopgaver, transport af ting og håndværkerjobs og fik forudbetalt penge for at løse opgaverne - til trods for, at han ingen planer havde om rent faktisk at levere de ydelser, han blev betalt for.
Manden blev ligeledes dømt for bedrageri, fordi han havde lånt sin konto ud til hvidvask for 118.000kr, og for underslæb af en lejebil, som han hverken betalte for eller leverede tilbage i tide.
Der er tale om en såkaldt udeblivelsesdom, da den 39-årige ikke mødte op i retten.