Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner, efter at en 29-årig kvinde fredag aften i Greve har anmeldt, at hun blev overfaldet af en maskeret mand, der muligvis har slået hende med en økse.
Kvinden har pådraget sig overfladiske skader og er uden for livsfare, oplyser vagtchef Lasse Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi vil gerne have klarlagt forløbet helt. Vi vil gerne høre fra folk, der har hørt eller set noget. Også om nogen har set en person med en mistænkelig adfærd før eller efter det her tidspunkt, siger Lasse Jensen.
Kvinden anmeldte overfaldet klokken 23.37. Det skete ud for Gersagerparken nummer 77.
Hun var ved bevidsthed ved politierts ankomst og modtog efterfølgende behandling på sygehuset.
Den 29-årige kvinde har beskrevet manden som cirka 170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført en sort hættetrøje, sorte bukser og var maskeret for ansigtet.