Over 200 familier, par og singler har ansøgt om at flytte ind i det nye bofællesskab Stejlepladsen i Københavns Sydhavn, hvor der skal være fokus på fællesskab og byliv ved vandet.
- Vi oplever, at mange københavnere vil bo socialt og samtidig leve et liv med større omtanke for klima og miljø uden nødvendigvis at ændre hele deres liv. Når vi deler rum, ressourcer og hverdagsopgaver, lever vi helt naturligt et liv med mindre forbrug, men uden at give køb på komfort, siger Per Feldthaus, arkitekt og direktør i Almenr, der står bag udviklingen af bofællesskaberne i samarbejde med Ejendomsselskabet Stejlepladsen, i en pressemeddelelse.
Stejlepladsen og Almenr udvikler i alt 48 ejerboliger i bofællesskaber hen over tre etaper.
De første beboere forventes at flytte ind i sommeren 2026. Stejlepladsen udvikler i alt 861 boliger over de næste fire år, hvoraf 25 pct. bliver almene boliger.