– Det er den vildeste belastning, jeg nogensinde har oplevet.
Jordemoderen Henriette Madsen sidder ved sit spisebord i familiens parcelhus og bladrer i flere hundrede sider med kommunale sagspapirer.
De mange sagspapirer dokumenterer år med frustrationer – og til sidst en stressreaktion så voldsom, at både Henriette Madsen og hendes mand har måtte indlægges akut.
– Vi troede, der var noget alvorligt galt. Vi blev undersøgt for hjerneblødning. Min mand var lam i hele den ene side af hovedet. Men efter gennemgribende undersøgelser, viste det sig at være stress – udløst af kampen med kommunen, fortæller hun.
Kampen har ødelagt os
I mere end ti år har familien kæmpet for at få hjælp til sønnen Luis, der blandt andet er diagnosticeret med ADHD.
- Luis har meget dårlig arbejdshukommelse. Derfor er det helt nødvendigt for ham med daglig støtte for at komme op til tiden, huske sin medicin.
Men i stedet for støtte møder familien, ifølge Henriette Madsen, et system, der sendte sønnen rundt på skoletilbud uden den nødvendige støtteramme og kontaktperson.
– Det er kampen om at få hjælp, der har ødelagt os, siger Henriette Madsen.
– Der var hele år, hvor Luis ikke havde skoletilbud. Han stak af, blev væk, og vi stod alene, siger hun.
Henriette Madsen fortæller, at familien gentagne gange har oplevet mangelfuld sagsbehandling:
-
Møder uden referater
-
Sagsfrister, der ikke overholdes
-
Og nye sagsbehandlere nærmest hver gang sagen skulle genoptages
– Vi har haft over 20 forskellige sagsbehandlere på 10 år. De er der kort tid, og så forsvinder de til en anden kommune. Det har været én stor rodebutik, siger Henriette Madsen.
Et mønster af svigt
Hun står ikke alene med sin oplevelse.
TV 2 Kosmopol har talt med flere familier i Tårnby Kommune, der fortæller om lange forløb, manglende opfølgning og børn, der mistrives, mens sagerne går i stå.
I går kunne vi fortælle om Gyrithe Blichfeldts kamp i denne artikel.
– Det er svigt. Der er børn, der bliver efterladt – familier, der bliver knust, fortalte Gyrithe Blichfeldt.
Hun måtte i årevis passe sin søn, der ikke kunne komme i skole – uden at få økonomisk hjælp fra kommunen.
– Det knuser ens hjerte. Og troen på, at der findes hjælp, forsvinder, sagde hun til TV 2 Kosmopol.
En af landets dårligste kommuner på socialområdet
Ifølge Ankestyrelsens nyeste opgørelse ligger Tårnby Kommune helt i bund, når det gælder kvaliteten af sagsbehandlingen. Både når det handler om serviceloven og Barnets Lov.
-
63 procent af kommunens afgørelser på socialområdet, der bliver klaget over, bliver ændret eller hjemvist i Ankestyrelsen.
-
Landsgennemsnittet ligger på omkring 45 procent.
Det gør Tårnby til en af de kommuner i hovedstadsområdet med den højeste fejlprocent.
En hjemvisning betyder, at kommunen ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt – for eksempel fordi der mangler dokumentation, lovhjemmel eller notater.
Løfterne fra borgmesteren
Allerede under valgkampen i 2017 lovede borgmester Allan S. Andersen (S) borgerne, at sagsbehandlingen skulle forbedres.
– Jeg har selv hørt det – at Tårnby er en god kommune, hvis man ikke har brug for hjælp.
Derfor har vi arbejdet for et løft på det område, sagde borgmesteren dengang til TV 2 Kosmopol.
Men de seneste tal tyder på, at det løfte endnu ikke er slået igennem.
Familien flygter fra kommunen
Efter mere end ti års kamp har Henriette Madsen og hendes familie truffet en drastisk beslutning.
– Vi skal ikke bo her mere. Vi skal have så lidt med Tårnby Kommune at gøre som overhovedet muligt.
Hun griner kort, men der er ingen glæde at spore i stemmen.
– Hvis jeg skal have lavet pas, så bliver det ikke på Tårnby Rådhus. Jeg får svedige håndflader bare af at gå derind. Så vi skal bare væk, selvom vi godt ved, at det ikke nødvendigvis bliver bedre i en anden kommune. Men vi håber på det bedste. Det er alt vi kan gøre, konstaterede Henriette Madsen med et suk.
Kommunen: “Kan ikke kommentere enkeltsager”
TV 2 Kosmopol har forelagt Tårnby Kommune kritikken. Hverken borgmester, Allan S. Andersen (S), eller kommunens centerchef ønsker at stille op til et interview, og de vil ikke kommentere på den konkrete sag.
De skriver i en mail, at de generelt har et stort fokus på at styrke sagsbehandlingen, og at de har sat forskellige initiativer i søen for at blive bedre.
- Vi bliver naturligvis berørte, når vi læser borgerens fortælling. Vi tager det alvorligt, hvis en borger eller en familie har oplevet et slidsomt forløb i mødet med os – særligt når der er tale om børn og unge, som har brug for støtte. Vi ved, at nogle borgere kan opleve det som udfordrende, når der er skift af sagsbehandlere. Derfor har vi gennem længere tid arbejdet målrettet på at skabe stabilitet og sammenhæng i vores center.
Vi kan ikke kommentere på den konkrete personsag, men vi tager borgerens oplevelse alvorligt. Borgernes oplevelser er for os en anledning til at se på vores praksis, og på hvor vi kan udvikle den praksis, sådan at indsatsen altid opleves som både sammenhængende, respektfuld og rettidig.
Vores medarbejdere og ledere arbejder hver dag med stort engagement for at finde de bedste løsninger for børn, unge og familier, lyder det fra Charlotte Djuraas, der er centerchef for Børn og Familie i Tårnby Kommune, i en mail.