SF i København vil bruge ti milliarder kroner på at opkøbe ejendomme i hovedstaden og gøre dem tilgængelige for borgerne som billigere lejeboliger.
Det forslag møder nu både ros og ris fra andre partier i København.
Både Socialdemokratiet og Enhedslisten roser forslaget, men hos Liberal Alliance og Venstre er man knap så begejstrede for SF's plan.
- Jeg er principielt imod, at kommunen går ind og laver et gigantisk opkøb af boliger, for jeg mener, at de penge, i stedet for at blive bundet i mursten, skal bruges på at løse kerneopgaven eller gives tilbage i skattelettelser til københavnerne, siger Liberal Alliances spidskandidat, Alexander Ryle, til DR.
Og beskæftigelses- og integrationsborgmester i København for Venstre, Jens-Kristian Lütken, er også kritisk.
- Det her forslag skaber ikke en eneste ny lejlighed. Det flytter bare rundt på eksisterende lejligheder og gør, at der er rigtig mange københavnere, som ikke får mulighed for at købe en lejlighed, fordi kommunen køber den lige for næsen af dem, siger han til DR.