Nu bliver der pustet nyt liv i området omkring trafikknudepunktet København Syd og i Ny Ellebjerg.
Metroselskabet har indgået aftale om salg af området omkring stationen København Syd, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Det er projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S, der nu skal udvikle området, så der kan bygges boliger, erhverv og mulighed for hotel oven på den underjordiske metrostation og tæt på de øvrige kollektive transportformer.
- København Syd By er det bedst beliggende byudviklingsområde i København i forhold til kollektiv transport og adgang til byen, siger Carsten Riis, administrerende direktør i Metroselskabet.