Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), mener at være blevet udsat for chikane.
Det skriver hun på sin profil på Linkedin.
Ifølge borgmesteren har en person kontaktet hendes kollegas hustru via sms og fortalt, at Pernille Beckmann og kollegaen har en affære og er blevet set sammen på Folkemøde på Bornholm.
- Chikane, rygter og forsøg på at skade mit og andres privatliv har intet at gøre i politik eller andre steder.
-Når man sender den slags beskeder direkte til en ægtefælle, rammer man ikke kun mig – man rammer også helt uskyldige familier (og børn), som pludselig kan stå tilbage med tvivl og mistro. Og det har nok været afsenderens formål, skriver Pernille Beckmann i opslaget.
Det er ikke første gang, at politikeren har oplevet chikane. I 2024 oplevede hun, at der blev kastet sten mod hendes vinduer, mens hun i 2022 oplevede, at der blev kastet en benzinbombe mod hendes hus. Det skriver Ritzau.