Historierne om gamle specialforretninger, der lukker i Københavns Indre By er mange, og senest ramte butiksdøden isenkræmmerforretningen Møller & Mammen, der i 149 år har ligget på det samme gadehjørne på Gothersgade.
Butikken lukkede 1. juli.
Men lukningen viser sig nu at ende med en genopstandelse. For erhvervsmanden Martin Bek-Nielsen, der til daglig arbejder i Malaysia, har meldt sig som investor og ønsker, at Møller & Mammen genåbner. Det skriver Møller & Mammen i en pressemeddelelse.
Genåbningen kommer til at ske få hundrede meter fra den gamle adresse, nemlig i lokaler i Dronningens Tværgade, som tidligere har været brugt af kæden Würth.
- Det var et traumatisk øjeblik for mig personligt, da vi måtte meddele kunderne, at det var slut efter 149 år. Vi blev overvældet af støtte og tilkendegivelser. Derfor føles det næsten uvirkeligt – men fantastisk – at kunne sige: Vi er tilbage," siger Jan Beregaard Pedersen, der ejede Møller & Mammen gennem 25 år, og som fremover vil være medejer og direktør.
Den nye forretning åbner 1. november.