Med 11 sejre i 13 kampe og en semifinaleplads har Nordic Storm fra Gladsaxe præsteret bedre, end de fleste nok havde regnet med i holdets første sæson i European League of Football.
Og forudsætningerne for succes i år to er i den grad også til stede.
Både quarterback Jadrian Clark, cheftræner John Shoop og defensiv koordinator Brandon Noble er klar på endnu et år med amerikansk fodbold i Gladsaxe.
- Vi er enige om de foreløbige vilkår og er ved at sætte kontrakten sammen, så jeg vender tilbage næste år, slår Clark fast.
- Jeg bor i den bedste by i verden. København betyder noget særligt for mig. Skandinaviske mennesker betyder meget for mig, så jeg kunne ikke være gladere.
Holdet ledes af Shoop, der blandt andet har en fortid i NFL-klubberne Carolina Panthers, Chicago Bears, Tampa Bay Buccaneers og Oakland Raiders.
Den 56-årige amerikaner har ingen planer om at forlade den dansk-svenske satsning.
- Min plan er at være her næste år, og det samme gælder Brandon. Forhåbentlig kan vi også beholde en stor del af spillerne, siger John Shoop.
Nordic Storm skal lørdag eftermiddag forsøge at kæmpe sig i finalen i opgøret mod Vienna Vikings. Opgøret spilles i den østrigske hovedstad klokken 15.00.