Onsdag er der skrevet et nyt kapitel i kometen Victor Froholdts karriere.
FC København meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at klubben har solgt den 19-årige landsholdsspiller til den portugisiske storklub FC Porto.
Froholdt var med i FCK's sæsonpremiere i Viborg i fredags, men allerede mandag meddelte klubben, at den var i fremskredne forhandlinger med en portugisisk klub om Froholdt.
Han forlader FCK med en statistik, der siger otte mål og seks måloplæg i 62 førsteholdskampe. Han fik sin fodboldopdragelse i Vallensbæk, men skiftede i 2019 til FCK's ungdomsafdeling.
FC Porto blev nummer tre i den bedste portugisiske række i den seneste sæson og er derfor kvalificeret til ligaspillet i Europa League.