19-årige Mikkel Kücza vågnede op til lyden af et "pling" fra mobilen.
Da han åbnede telefonen, viste et brev fra Københavns Kommune, at han var en af de 1742 borgere, hvis oplysninger en tidligere studentermedhjælper har haft fingrene i.
- Jeg er nervøs for, hvad der skal ske. For det lyder rimeligt alvorligt, siger han.
Et brev fra... Københavns Kommune?
16. juli blev en 27-årig mand varetægtsfængslet, da han blev sigtet for at misbruge opslag i cpr-registret til brug af afpresning og planlægning af drab i bandemiljøet.
Det skete, da manden skaffede sig adgang til 1742 borgeres data via cpr-registret, ligesom at han har videredelt oplysninger på 66 personer på beskedtjenesterne Telegram og Signal. Oplysningerne var blandt andet navn, adresse, cpr-nummer og familieforhold.
Fredag fik de 1742 personer, hvis cpr-oplysninger som den sigtede uberettiget har fået adgang til, en underretningsskrivelse fra Københavns Kommune via sin e-Boks.
En af de borgere er Mikkel Kücza fra Lemvig.
Han kendte ikke til sagen i forvejen, men da han åbnede brevet, var forvirringen det første, der ramte ham.
- Mig? Det kan ikke være rigtigt. Brevet kommer Københavns Kommune, og jeg bor et helt andet sted i en mindre by, siger han.
Ali Al-Waeli var også en af de borgere, som vågnede op til en notifikation fra sin e-Boks. For ham var det både komisk og tragisk at læse brevet igennem.
- Skal jeg tage det alvorligt eller ej? Hvad skal jeg gøre? Jeg læser brevet og prøver at finde ud af, om der er noget, som jeg skal tage stilling til, siger han.
Levede lykkeligt uvidende
Københavns Kommune forklarer i underretningsbeskrivelsen, at borgere der har modtaget brevet, bør kontakte politiet, hvis man er offer for forsøg på kriminalitet. Vilas Holst Jensen er en af de borgere, som modtog meddelelsen, og han mener ikke, at brevet har skabt mere tryghed hos ham – nærmere det modsatte.
- Jeg synes, at det er dårlig kommunikation, for jeg har ikke forudsætninger for at vide, hvor bekymret jeg skal være. Ifølge brevet skal jeg selv vide, om jeg er i risiko for at blive udsat for kriminalitet. Det ved jeg ikke, om jeg er, siger han.
Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, som er afsender af underretningsbeskrivelsen, skriver i et skriftligt svar til TV 2:
- Vi forstår godt, at det kan være utrygt eller bekymrende at få at vide, at ens personoplysninger er blevet slået uberettiget op. Generelt følger vi Datatilsynets vejledning for, hvordan berørte borgere skal underrettes ved databrud. Da der er tale om en meget omfattende sag, har vi prioriteret at informere de berørte borgere så hurtigt som muligt. Vi opfordrer i skrivelsen også borgerne til at kontakte os, hvis de har spørgsmål til deres konkrete situation.
Vilas Holst Jensen tror på, at kommunen har sendt brevet ud i bedste mening og for at overholde de informationer, som han og de andre borgere var forpligtiget til at få. Men han mangler fortsat flere svar.
- Det åbner flere spørgsmål, end det reelt svarer på. Jeg var mindre bekymret i går, inden jeg var en del af det her i dag. I går var jeg lykkeligt uvidende, siger han.
Orienteret - men hvornår?
I underretningsskrivelsen fra Københavns Kommune forklarer de, at det er National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der vil orientere de borgere med oplysninger, som er blevet anvendt til forsøg på personfarlig kriminalitet. Dog uden at fortælle, hvornår disse borgere kan forvente, at det sker.
Vilas Holst Jensen mener ikke, at han er et sted i sit liv, hvor han er udsat for mistanke eller overvågning. Men han overvejer at søge om hemmelig adresse, da han ikke ved, hvornår han – muligvis – bliver kontaktet af NSK.
- Der står ikke i brevet, hvornår man bliver orienteret. Jeg går ud fra, at man på et tidspunkt kan regne ud, at det ikke sker. Men er det i dag? Er det på mandag? Er det om en måned eller inden for et halvt år?
Ali Al-Waeli mener, at Københavns Kommune "maler fanden på væggen" med deres brev. Ifølge ham burde de i stedet have sendt en besked om, at man som borger ikke bør være bekymret, da politiet er på sagen.
I det skriftlige svar fra Kultur- og Fritidsforvaltningen fortæller de, at de ikke er vidende om, hvilke borgere hvis oplysninger har været brugt til forsøg på kriminalitet. Da det er en del af politiets efterforskning, henviser de til NSK for spørgsmål.
TV 2 har rakt ud til NSK, men de er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.