Merete Svejstrup holder meget af det gamle Gilleleje.
På en gåtur i den lille, nordsjællandske kystby kan man både støde på de helt gamle fiskerhuse fra 1700-tallet, de lidt større skipperhuse fra 1800-tallet og de såkaldte stationsbyhuse fra årene op til og omkring 1900, hvor opførelsen af havnen og en jernbaneforbindelse forvandlede det dengang lille fiskerleje til en ”rigtig by”.
- Det er vigtigt med kulturarv, fordi det fortæller noget om, hvor vi kommer fra. Det fortæller noget om den her by. Og det betyder, at man kan se sig selv om en del af historien, og at der er noget smukt at se på, siger Merete Svejstrup til TV 2 Kosmopol.
Gillelejeborgeren har derfor som mange andre blandet sig i debatten om, hvordan byens historiske huse skal bevares.
- Vi har rigtig mange gamle, smukke bygninger, og det er jo derfor, man kommer herop: for at opleve den smukke, gamle fiskerby og de gamle sommerhuse. Det er det, der giver stemning, siger hun.
Af samme grund har et nyligt byggeprojekt i byen udviklet sig til at være lidt af en torn i øjet på hende og andre ligesindede i byen.
Villa med havudsigt jævnet
Indtil for nylig var Boholmsvej tæt på Gilleleje Badehotel hjemsted for en lyserød villa fra omkring 1910, hvor man gennem sprossede vinduer eller fra den snedkertilpassede altan kunne nyde udsigten ud over Kattegat.
Men den villa ligger der ikke længere. Sidste år blev boligen solgt, og siden fulgte en nedrivning af den gamle villa med det resultat, at der nu står et moderne hus i en noget anden stil på grunden.
Og det har virkelig skabt debat i lokalsamfundet. Bølgerne er gået højt på blandt andet Facebook og har særlig fået momentum efter, at debattøren Signe Wenneberg har lavet et opslag om nedrivningen.
Lise Thorup bor i området og begræder, hvordan huset er blevet jævnet og træer fældet.
- Jeg har været ked af det, fordi de gamle træer bliver faldet. For mig handler det både om biodiversitet og ressourcer, men det har også at gøre med den stil, der er i kvarteret, som nu er blevet lavet fuldstændigt om. Og så er der det med kulturarven, siger Lise Thorup til TV 2 Kosmopol.
For god ordens skyld skal det nævnes, at både nedrivningen og fældningen af træerne er helt lovlig og sker med tilladelse fra Gribskov Kommune. TV 2 Kosmopol har talt med ejerne af grunden, som ikke ønsker at udtale sig.
Af samme grund påpeger nogle, at naboernes kritik af nedrivningen og opførelsen af det nye hus tenderer til en form for udskamning.
- At kalde det udskamning, det kan man da godt. Men man har jo en mening om, hvad man gerne vil, og hvad man synes, der skal bevares i ens by. Det skal ses som et engagement i byen, siger Merete Svejstrup.
Lise Thorup erkender da også, at man som borger ikke bare som udgangspunkt skal stille sig på hælene over for ændringer, men:
- Jeg synes godt, der må være respekt for det, der var før. Og ellers må man lade være med at købe et hus, man ikke kan lide. Så må man købe noget et andet sted, siger hun.
Flere sager om nedrivning af historiske huse
Nedrivningssagen er ikke den første – og formentlig heller ikke den sidste - af sin slags i Gilleleje.
I efteråret 2022 beklagede lokale sig over, at et gammelt hus i fiskerlejedelen af byen blev revet ned. I foråret 2024 blokerede kommunalpolitikerne for en ønsket nedrivning af et historisk hus fra 1874.
Og i sommeren sidste år opstod der ligeledes en heftig debat om en potentiel nedrivning af et 150 år gammelt stråtækt hus i byen, der også endte med, at politikerne satte foden ned og afviste ansøgningen om at rive ned.
Marete Svejstrup mener derfor, at kommunen bør stramme reglerne. Hun kan ikke forstå, hvorfor Gribskov Kommune mener, at det nu tidligere hus på Boholmsvej ikke var bevaringsværdigt.
Men i sagen om villaen har de nye ejere altså fået lov. Næstformanden i Planudvalget i Gribskov Kommune lytter dog til kritikken fra beboerne i området.
- Der er rigtig mange dejlige, skønne, bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i Gribskov Kommune, som vi gerne vil bevare. Og der må vi bare sige, at vi har en del bevarende lokalplaner, men det er ikke nok, siger Pernille Søndergaard (M) og fortsætter:
- Vi bliver også nødt til at have vurderet de enkelte bygninger og miljøer noget bedre end det, vi har gjort indtil nu.
Det vil ske i en kommende kommuneplan, som er på trapperne, forklarer hun.
Og det giver håb for dem, der vil bevare det historiske i Gilleleje.
- Det skal ikke bare være smag og behag. Der bør være en plan for, hvad der er, vi gerne vil bevare, og hvordan vi vil have, at Gilleleje skal se ud, siger Merete Svejstrup.
Ved siden af nybyggeriet på Boholmsvej ligger i øvrigt en anden nybygget villa fra 2020. Så helt uden mage er boligen ikke.