Det skal være slut med bettingreklamer under fodboldkampe.
Det betyder, at bettingreklamer ikke må vises ti minutter før kampen starter til ti minutter efter slutfløjt.
Det præsenterer regeringen i en ny aftale, hvor alle partier er med på nær Liberal Alliance.
- Vi ser en markant stigning især i unge mænd, der udvikler spilafhængighed. Vi har brug for, at man kan se en fodboldkamp uden at blive tæppebombet med reklamer, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Desuden skal der kigges på mere forebyggelse for dem, der bliver afhængige af spil, lyder det.
Til gengæld er der ingen særlige indgreb mod den store stigning i det ulovlige spil på udenlandske sider, hvor særligt unge søger til via blandt andet annoncer på sociale medier.