Lørdag klokken 18.00 afholdes der en demonstration på Kongens Nytorv mod Donald Trump og den "autoritære bevægelse" i USA.
Det oplyser Democrats Abroad Denmark i en mail til Ritzau.
Arrangørerne forventer omkring 200 deltagere.
Demonstrationen er en del af "No Kings"-demonstrationerne, der lørdag afholdes i hele USA og i flere lande på verdensplan.
Formålet er at stå op for demokratiske værdier i lyset af udviklingen i USA, siger Chesney McKinley Severance, der er repræsentant for Democrats Abroad i Danmark.
- Der er rigtig mange amerikanere i udlandet, der føler sig desorienteret, når de fra afstand observerer de forfærdelige ting, der sker i landet. Immigrationsmyndighedernes ageren og nedlukningen af den føderale stat blandt andet.
Der er planlagt "No Kings"-demonstrationer over hele USA lørdag, hvor der ifølge The Washington Post forventes at være flere millioner deltagere.
Med "No Kings" henviser demonstranter og arrangører til, at ingen i USA - heller ikke præsident Trump - er konger, som må handle egenrådigt.
Det er anden gang, at demonstrationerne afholdes. Første gang var den 14. juni - på Donald Trumps fødselsdag.