Hjemløse, stofbrugere og gadesexarbejdere.
Det er nogle af de klienter, som jurist Rikke Alexandrine Müller Troelsen hver dag hjælper gennem sit arbejde.
Hun er ansat hos Gadejuristen, der er en nonprofitorganisation, som giver gratis retshjælp til udsatte borgere.
To dage om ugen er hun og kollegerne på opsøgende gadeture i København, hvor de deler kaffe, juice og "visitkort" ud i form af lightere med Gadejuristens telefonnummer og adresse.
- Arbejdet som gadejurist er så unikt. Jeg tror ikke, at man finder det andre steder, fortæller hun til TV 2 Kosmopol, der er med på gadetur på Christianshavns Torv.
Hun hjælper med alt fra kompliceret kontakt til kommunen til mere simple problemer, som at logge på NemID, når man intet pas har.
Man skal kunne lide det
Som jurist er der rig mulighed for en flot lønseddel, men for Rikke Alexandrine Müller Troelsen er der noget andet, der vægter højere.
At være med til at gøre en forskel.
- Det er selvfølgelig ikke kun af mit gode hjerte, jeg gør det. Jeg får løn for mit arbejde, men man skal kunne lide det, og man skal kunne være i det.
Jobbet i Gadejuristen går nemlig langt ud over en almindelig jobbeskrivelse, har hun erfaret:
- Noget af det sværeste er at kunne lægge det fra sig, når man kommer hjem. Og nej, det kan jeg ikke, siger hun.
Særligt én episode står helt klart i hendes erindring.
Sad ved hjemløs, da han døde
En hjemløs mand kom igennem en længere periode på Gadejuristens kontor i Skindergade i København.
De ansatte gjorde alt, hvad de kunne, for at hjælpe ham.
Manden endte med at at afgå ved døden uden nærmeste pårørende, og det viste sig, at Gadejuristen var blevet hans tætteste kontakt i den sidste tid.
Det mærkede særligt Rikke Alexandrine Müller Troelsen konsekvensen af.
Det blev hende, der sad ved ham på hospitalet, da de slukkede for respiratoren.
Og det var også hende, der cyklede ned ad Gammel Kongevej med hans aske, da han skulle bisættes.
- Da jeg søgte det her job, havde jeg aldrig troet, at det var en situation, jeg skulle befinde mig i.
- Men hvis vi ikke gjorde det, så var der ikke nogen, der gjorde det.
Selvom det var en hård oplevelse, så fortsætter Rikke Alexandrine Müller Troelsen ufortrødent sit arbejde, fordi hun hver dag ser den forskel, hendes arbejde gør for samfundets svageste.
Mor arbejdede også med udsatte
Stort set hele sit liv har Rikke Alexandrine Müller Troelsen interesseret sig for mennesker, som falder uden for samfundets normer.
En interesse hun er sikker på, hun har fra sin mor.
Da hun var barn, arbejdede hendes mor med HIV/AIDS-syge, alkoholafhængige og stofbrugere på plejeafdelingen på Forchhammersvej på Frederiksberg.
Nogle gange var hun med sin mor på arbejde, hvor hun hang ud og hyggede sig med borgerne og spillede spil med dem. Hun følte sig altid godt tilpas blandt dem.
- Allerede meget tidligt opdagede jeg, hvor spændende de her mennesker er. De kommer med nogle helt vildt sindssyge livshistorier, siger hun.
Så da Rikke Alexandrine Müller Troelsen skulle vælge sin vej inden for juraen, var hun ikke i tvivl.
Undervejs har hun dog måtte erfare, at selv juraen har sine begrænsninger.
- Gadejuristens formål ikke er at redde folk. Vi er skadesreducerende. Det handler i bund og grund om ikke at gøre det hele meget værre, siger hun.
En erkendelse den idealistiske jurist slog sig lidt på i starten.
- Det var meget svært for mig at acceptere i starten, fordi det er jo svært at stå og se på et menneske, der har det skidt, og så ikke kunne løse det. Det tror jeg, at mange af os har en tendens til gerne at ville.
På tirsdage er Gadejuristen altid på Vesterbro om aftenen, og om torsdagen er de enten på Christianshavn Torv, Hillerødgade, eller på Hulgårds Plads.
Du kan komme med Rikke Alexandrine Müller Troelsen og hendes kollega Nikoline på en af torsdags turene til Christianhavns Torv i videoen øverst i artiklen.