Jordemødrene på Rigshospitalet har længe efterspurgt et nyt tilbud til LGBTQ+-personer og flerforældrefamilier, som venter barn.
Det betyder, at LGBT+-personer eller personer i andre familiekonstellationer end de mest gængse i fremtiden får tilbuddet om at blive fulgt af jordemødre og vil komme til konsultationer hos en særlig LGBTQ+-enhed under graviditeten.
Det vækker stor glæde hos jordemoder Iben Langvad Moxoll, som er en af to, der har faglig viden om LGBTQ+ og flerforældrefamilier.
- Vi har haft et behov for at omfavne flere familiekonstellationer, siger hun.
"Der er plads til forbedring"
Der er to jordemødre på Rigshospitalet, som er opkvalificeret med den grundlæggende viden inden for dét at være LGBTQ+ person eller flerforældrefamilie.
Og der har ifølge Iben Langvad Moxoll været plads til forbedring.
- Der er ikke rigtigt noget i det offentlige tilbud til andre familiekonstellationer. Der var plads til forbedring, og det ville vi gøre noget ved, siger hun.
Iben Langvad Moxoll har en personlig interesse for LGBT+-familier og flerforældrefamiler, og derfor har hun søgt viden gennem blandt andet podcasts og foredrag.
Selve behandlingen er ikke anderledes. Men det er vigtigt, at der skabes et rum, som er trygt, og hvor alle spørgsmål er velkomne.
Et rum, hvor man ifølge Iben Langvad Moxoll ikke skal forklare sig eller forsvare sin familiekonstellation.
- For at behandle alle ens, er vi nødt til at behandle dem forskelligt, siger Iben Langvad Moxoll.
"Hele processen er bygget op om vores familiekonstellation"
Martin Storgaard og Lucas Lohmann skal være forældre for første gang til november.
Det bliver i en regnbuefamilie, hvor parret og barnets mor er fælles om opvæksten og opdragelsen af deres søn.
Og i netop den konstellation mangler Martin Storgaard svar på, hvordan de klarer bedst muligt.
- Vi mangler vejledning i, hvordan vi skal svare på de mange spørgsmål, der stilles, når man er i vores familiekonstellation, siger han.
Det kan være spørgsmål omkring amning, hvornår deres søn for første gang kan overnatte, og hvordan de bedst fordeler tiden med moren.
Det kommende forældrepar Martin Storgaard og Lucas Lohmann er tilknyttet Herlev Hospital, og de er derfor ikke omfattet af det nye tilbud.
Men Martin Storgaard ville ønske, at tilbuddet også var tilgængeligt på Herlev Hospital.
- Hele processen er bygget op om vores familiekonstellation, og det synes jeg er helt fantastisk, siger han til TV 2 Kosmopol.
Hos LGBT+ Danmark har man været med til at forme konceptet, som nu rulles ud på Rigshospitalet. Og derfor er man, ikke overraskende, rigtig glade for det tilbud, som nu bliver tilgængeligt for vordende LGBT+-personer.
- Vi er glade for det og synes, det er en god idé. Ofte står man i en situation, hvor man prøver at blive gravid eller netop er blevet det, og skal møde sundhedsvæsenet første gang - og her møder man en masse grænseoverskridende spørgsmål, som kan være svært at håndtere. Så det her gør livet lettere, siger Susanne Branner, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark.
Hun påpeger, at det særligt efter 2007, hvor lesbiske kvinder fik ret til insemination, har været en voksende problematik, at sundhedsvæsenet ikke har vidst, hvordan de skulle håndtere nye familie-konstellationer.
Men selvom tilbuddet bliver prist til skyerne, så er der stadigvæk mange områder, hvor velfærds-Danmark kan lære noget.
- Generelt set bør alle velfærdsprofessionelle vide nok om LGBT+-personer. Der er mange, som ikke har den rette viden på det her område, siger Susanne Branner til TV 2 Kosmopol.
"Jeg er stolt af at kunne bidrage"
Selvom tilbuddet ikke har været gældende særligt længe, kan efterspørgslen mærkes på Rigshospitalet.
Det gør Iben Langvad Moxoll glad, at hun kan bidrage til bedre vilkår til LGBT+-familier og flerforældrefamilier.
- Jeg er stolt af at kunne bidrage til, at vi kommer nærmere lighed. Det er både en personlig og faglig stolthed, siger Iben Langvad Moxoll til TV 2 Kosmopol.
Hun håber i fremtiden, at alle landets hospitaler vil tilbyde jordemødre med opkvalificeret viden om dét at være LGBT+-person eller flerforældrefamilie.