Knap er det sidste konfetti dalet ned og lagt sig til ro efter lørdagens store LGBT+-parade, før regnbuebænken i Dragør atter en gang er blevet udsat for hærværk.
- Det er både ærgerligt og en fornærmelse at angribe regnbuebænken, der netop er symbolet på alt, hvad der er godt, siger Nicolaj Bertel Riber (S), der er 1. viceborgmester i Dragør Kommune, til TV 2 Kosmopol.
Natten mellem lørdag og søndag er regnbuebænken og to grønne nabobænke blevet bemalet med teksten: "1488 Føj", "1488" og "Perkerne ud".
Det er fjerde gang, regnbuebænken i Dragør udsættes for hærværk, siden den blev sat op i maj i år.
Det kommer dog ikke bag på Nicolaj Bertel Riber, hvis parti selv står bag regnbuebænk-forslaget.
- Nej, det gør det desværre ikke. Jeg havde på forhånd frygtet, at dette kunne ske. Men bænken har også fået meget opmærksomhed, så det kan også opildne flere. Men som borgmesteren siger, så har vi masser af maling. Så bænken bliver hurtig flot igen.
Det er blot seks dagen siden, den efterhånden berømte bænk, blev malet over med blå maling. Før det er den to gange blevet overmalet med sort maling.
Nattens hærværk må formodes at have racistiske undertoner, da der blandt andet er skrevet "Perkerne ud" og "1488" på bænkene. En talrække, der benyttes i nazistiske og racistiske miljøer.
- Uanset hvem hærværket er rettet imod, er det trist og ærgerligt, siger Nicolaj Bertel Riber til TV 2 Kosmopol. Han understreger dog, at der også er kommet noget godt ud af det serielle hærværk.
- Opbakningen til bænken bliver større og større. Jeg har talt med flere som mente, at det var fjollet, at vi skulle have en regnbuebænk her i Dragør. For vi havde jo ikke nogle problemer i den retning. Men nu ser folk, at der stadig er noget at kæmpe for og derfor synes de, at bænken er en god idé.
- De konservative stemte oprindeligt imod forslaget, men nu støtter de fuldt op om bænken. Det er jeg super tilfreds med.
De positive tilbagemeldinger stopper ikke der.
En gruppe lokale borgere har nemlig meldt sig på banen som faste bænkmalere.
- Det er simpelthen så fint. Jeg er blevet kontakt af en kvinde, som repræsenterede en lille gruppe her i Dragør, der gerne vil stå for at male bænken op, hvis den skulle bliver udsat for mere. Hvis bare kommunen sørger for malingen, så skal de nok sørge for, at den står flot.
På spørgsmålet om bænken i sidste ende kan ende med at bliver fjernet, hvis hærværket fortsætter er kommunens 1. viceborgmester meget klar i spyttet.
- Aldrig. Vi giver os ikke. Vi maler bare igen og igen.