En sag om sølvmåger skaber splid i Helsingør. Ifølge venstrepolitiker i Helsingør Kommune Mette Lene Jensen larmer byens mange sølvmåger så meget, at flere ikke kan sove.
Derfor vil hun i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger til efteråret foreslå, at mågebestanden skal reguleres inde i byen. Et forslag, der potentielt kan koste 500.000 kroner om året.
Det skriver sn.dk.
Forslaget har tidligere mødt modstand blandt andre byrådsmedlemmer, der ifølge mediet har kaldt hende "Joey Måge" i byrådssalen.
Christian Rørdam, der er bestyrelsesformand for Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling i Helsingør, forstår dog godt venstrepolitikeren.
- Jeg er absolut ikke tilhænger af at slå dyr ihjel alene fordi de er generende. Men i mågernes tilfælde kan jeg godt forstå, at de er blevet et for stort problem i byen, siger han til sn.dk.