Et forslag fra beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Jens-Kristian Lütken (V), om at lade københavnere kunne købe tomme huse i jyske provinsbyer for én krone, får kritik fra beboere i de omtale områder.
Det skriver TV Midtvest, der har talt med indbyggere i en af de byer, Jens-Kristian Lütken (V) over for Jyllands-Posten fremhæver som et sted med mange tomme og faldefærdige huse.
- Jeg synes, det lyder lidt som om, han ikke har nogen ide om, hvordan det er herude, siger Anne Srisala Andersen, der bor i Hjøllund, til TV Midtvest.
Også på sociale medier vækker Lütkens forslag harme, skriver TV Midtvest.
Jens-Kristian Lütken forklarer til samme medie, at han forestiller sig, at man som københavnsk køber skal have en vis tilknytning til området, at huset skal fritages fra bopælspligt og henviser til blandt andet Italien, hvor man har en lignende ordning.
- Det er en følsom debat, men vi er nødt til at turde tale om nye og anderledes løsninger, hvis vi vil bevare de små samfund og samtidig styrke forbundetheden mellem land og by, siger fagborgmesteren til TV Midtvest.