Markedet for danske sommerhuse er glohedt.
Ifølge dugfriske tal fra Boligsiden er der i de første seks måneder af året blevet solgt 5388 sommerhuse i Danmark.
Det er en stigning på 18 procent sammenlignet med samme periode sidste år og det højeste antal nogensinde – hvis man altså ser bort fra årene under coronakrisen.
Det fortæller kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, Birgit Daetz.
- Salget af sommerhuse under coronaperioden var helt ud over det sædvanlige, og det aktuelle salg kan ikke måle sig med dengang.
- Men ser vi isoleret på handelsaktiviteten for sommerhuse i første halvår i år, er der også sket en stor stigning på denne del af boligmarkedet, siger hun.
Tømmermændene er overstået
I årene efter pandemien tog sommerhusmarkedet ellers et gedigent dyk.
Det skyldes ifølge Birgit Daetz, at mange af de danskere, der gik med drømmen om et sommerhus, allerede havde slået til i løbet af de mange nedlukninger.
Her havde flere nemlig både tid og penge tilovers til at føre drømmen ud i livet.
Men nu er tømmermændene efter coronakrisen definitivt slut.
- Salget af sommerhuse i første halvdel af 2024 var faktisk nogenlunde på niveau med årene inden corona, hvor vi allerede dengang så en stigende interesse for at få sin egen feriebolig, siger boligøkonomen.